Dagbog 2006

Første del af årets ekspedition bød på en fantastisk og spændende sejlads langs Norges imponerende kyststrækning. Frederik og jeg havde glædet os til dette i flere år, og nu havde vi endda fået vores børn med på dette formidable eventyr. Frederiks søn Malik (24) og mine børn Katrine (15) og Rasmus (11) var alle tre ombord, og nu havde vi den enestående chance for at opleve ekspeditionsliv og eventyr med vores børn. Det var stort! Ole Jørgen var for få dage siden kommet ned fra Uummannaq og var sammen med os andre, så ialt var vi 6 personer på denne del af sejladsen. Sergey havde først mulighed for at deltage fra Kirkenes, og dette var medvirkende til, at vi kunne realisere drømmen om at få børnene med på ekspedition.

I det spæde lys fra en begyndende dag den 20. juli så vi efter bare 3,5 times sejlads fra Slettestrand Norge dukke frem, og kort efter lå vi og vukkede i båden ud for Kristianssand. Vi kiggede på kort og da vejret fortsat så lovende ud - det gjorde de vejrudsigter vi tog i går aftes også, besluttede vi at fortsætte. Kunne vi bare komme uden om sydvest hjørnet af Norge, havde vi gjort det rigtigt godt. Her var ofte en del vind og ingen steder at gå i land, og derfor var det med at komme forbi, nu mens chancen bød sig. I den gryende dag rundede vi hjørnet, og solen lod af og til sine varme stråler bage på os, dog en gang imellem afbrudt af områder med tåge. Der var omtrent havblik, og vi havde en meget fin sajlads.

Efter at have sejlet omtrent 400 km fra vi forlod Danmark, nærmede vi os første landgangssted i Norge. Ølberg stranden. Dog lå tågen tæt, så det kneb med at finde det rigtige sted. Vi måtte i land og spørge om vej. Omsider lykkedes det, og trætte kunne vi gå ind til den pragtfuldt belliggende lille havn med sandstrand lige ved siden af. Nu bagte solen, og vi nød dens stråler i sandet, hvor vi bare faldt i søvn efter at have slået teltene op. Her var virkeligt dejligt.

De tre unge nød på hver deres måde at være kommet hertil - til Norge, efter så fin en sejlads. Så skidt med om de var trætte.

For Malik,Katrine og Rasmus blev det en helt ny måde at opleve landet, menneskene og sammenholdet i et ekspeditionsteam, hvor man er tæt på hinanden, og de følgende godt 2,5 uge, hvor de unge var en del af teamet blev en stor oplevelse, hvor de fik lejlighed til at modnes og vokse med de udfordringer og oplevelser, der fulgte med at være del i dette store eventyr, som de jo havde set og hørt så meget om, men mest på afstand. Nu var de midt i de, og det var tydeligt, at de nød det i fulde drag.

Og de kom rigtigt godt ud af det sammen. Der blev spillet kort, og drøftet alt muligt mellem himmel og jord. Vi købte en fodbold, og en gang imellem blev der tid til en lille fodboldkamp på stenet grund. Malik var den unge mand, som gerne drog omsorg for de to yngre, og han nød sin rolle som en slags hygge- og legeonkel for Katrine og Rasmus, der elskede at spille kort eller terninger med ham.

Rasmus var som den mindste meget glad for kortspil, og der kunne kun være for lidt tid til spil. Når han skulle supplere sin viden, kom spørgsmålene som kuglerne fra et maskingevær. Frederik lagde alvor bag Norges skogstrolde, og en morgen fandt Rasmus en fin skovtrold under hovedpuden. Han undrede sig længe, og drøftede det med Katrine. For det var jo underligt, hvordan den havde fundet vej til lige netop hans pude. Sidst på dagen var de dog overbeviste om, at det var Frederik, der havde lagt den der, og i al hemmelighed, blev den lagt under Frederiks pude til næste dag.

Katrine nød og oplevede og sugede til sig. Hun så farverne, lyset og det der skete omkring hende - oplevede med hele sit rolige væsen. Hun opholdt sig hovedsageligt ude på benzin dunkene når vi sejlede, da hun nødigt ville gå glip af noget. Rasmus derimod var særdeles meget inde i "mandehulen", hvor Frederik altid havde gjort sit bedste for at etablere et godt leje af diverse rygsække, tasker, dragter og moskusskindet, som vi havde med fra Ann og Ole Jørgen. Han æltede sig ned i det, og nød, når Malik eller Frederik gjorde ham selskab.

Malik fik som Rasmus ofte tunge øjne, når vi sejlede, og så var mandehulen, det ideelle opholdsted. Dog var han lige så ofte ude i det fri, hvor han rytmisk fulgte Olgas bevægelser over bølgerne. Det var tydeligt, at Malik var særdeles fornøjet med at være på eventyr, og han var som den store af de unge med, når vi om aftenen sad og røg cigar - her voksede han, og var i sit es.

Da vi på et tidspunkt havde en del store bølger, som gav en noget ubehagelig sejlads, gav Katrine og Rasmus sig til at synge, for at få bølgerne til at blive mindre. De havde fået ideen, at det ville hjælpe. Da vi kort efter kom til områder med mindre bølger, måtte vi give dem ret - det havde hjulpet.

I den nordlige del af Norge kunne Katrine ofte finde sammenligninger mellem Islandske landskaber og det hun nu så i Norge, og hun mindedes sidste sommer, hvor hun og jeg var på mini tur til Island. Den sidste dag vi sejlede ned mod Kirkenes, var der mange måger, og hun morede sig med at opleve mågerne flyve om kap med vores båd - det var altid os der vandt, og mågerne, der til sidst måtte give op. Det var dejligt at høre og se den glæde hvormed hun oplevede dette. Hendes øjne lyste, når hun talte og man kunne se, hvor glad hun var for at det nu lykkedes at nå til Kirkenes.

På den sidste del af sejladsen til Kirkenes, sad Katrine og Rasmus oppe på fordækket af båden, og i fuld fart strøg vi ind gennem fjorden til Kirkenes. Inden vi lagde til kaj sagde Malik, at der nu bare var en ting, han ville spørge om lov til. Det var at styre båden en lille smule inden sejladsen var slut. De fik så alle tre en kort tørn ved rattet, før vi ankrede op ved den lille flydebro mellem store russiske trawlere, der lignede rustbunker på vej til skrot.

Nu fortsatte vi til en fjord lige nord for polarciklen, hvor vi efter nogen søgen fandt et rimeligt godt sted at telte. Frederik og Ole Jørgen forsøgte at starte kogeapparatet - det mest sofistikerede og smarte udstyr, der skulle kunne køre på alt - også benzin. Men efter kort tid, stod der meterhøje flammer rundt om hele kogeapparatet, og en eksplosion så ud til at være forestående. Dette var en gentagelse af et forsøg Ole Jørgen havde gjort, da vi overnattede nord for Bergen. Og med lige så farligt resultat. Endelig lykkedes det at få kontrol over ilden og få den slukket igen. Nu begyndte det så at regne, og i al hast fik vi os noget kold mad og kom i soveposerne. Da vi stod op regnede det fortsat af og til - det var byger. Men efter nogen tid stoppede det igen, og vi kunne pakke de våde telte sammen, og sejle til en lille bygd, Ørnvik en halv times sejlads fra vores lejrplads.

Næste stop mod nord blev Harstad. Der var temmeligt langt, og nogen gange havde vi vanskelig sejlads pga. mange skær og rev samt småfjorde mellem et virvar af øer, hvor det var vanbskeligt at navigere med kort i den målestok, som vi havde. Efter en hel nats sejlads, nåede vi dog frem fredag morgen. Butikker mm. havde endnu ikke åbent, og vi tog os en lur her og der. Frederik og Malik fandt sig en kop kaffe inden de lagde sig på henholdsvis en bænk og på flydebroen vi havde lagt til ved. Ole Jørgen sov på en bænk, og Katrine, Rasmus og jeg lå i mandehulen i et par timer, indtil vi gik på bytur. Bl.a. skulle vi på posthuset, for at hente Katrine og Rasmus sygesikringsbeviser, der nu for tredje gang var videresendt i Norge. De var sendt poste restante til Bergen, men nåede ikke frem inden vi kom dertil. Så sendte jeg dem telefonisk videre til først Ålesund og derpå til Harstad, hvor vi endelig fik dem i hænde.

Jeg var i kontakt med vores ekspeditionstandlæge Jens Holm fra Nibe, hvis bror Sten havde en hytte på Andøya tæt på Harstad. Vi ville gerne låne hytten et par dage, men det viste sig, at nøglen var hos Sten i Thule. Så selv om Jens havde kontakt med en hyttenabo på Andøya, som gerne ville hjælpe, kunne det ikke lade sig gøre. Der var også 40 km sejlads til Andøya, så i stedet lejede vi hytte på campingpladsen ved Harstad.

Her havde vi nu nogle dejlige dage. Vi fik os en slapper, og vi fik tørret telte, dragter mm. Vi fik tanket op, og Frederik fik etableret en spændende kontakt med en ældre mand, der var halvt same, Rolf Bothner og som havde drevet en stor virksomhed i Harstad. Frederik er i slægt med Hans Egede, der netop kom fra Harstad, og derfor tog Rolf kontakt med avisen, der interviewede Frederik, og bragte en flot artikel.

Tirsdag fortsatte vi efter interviewet sejladsen til Tromsø. Før afrejse fra Harstad havde Frederik i kraft af sit medlemsskab af politiets kontaktorganisation IPA telefonisk forbindelse med en kollega i Troms - Bente, der meget gerne ville hjælpe. Vi ankom dog på et lidt uheldigt tidspunkt sen aften, og det lykkedes ikke at finde en havn i nærheden af campingpladsen, hvor vi måtte ligge ved gæstekaj. I stedet blev det til en kaj inde i midtbyen, hvor sejlende gæster kunne lægge til. Vi endte med at måtte inlogere os på et dyrt hotel nede ved havnen. Men dette var lige, hvad ungerne havde drømt om. Og endnu bedre blev det, da det viste sig, at det eneste værelse, Katrine, Rasmus og jeg kunne få var suiten - til samme pris viste det sig, som et dobbeltværelse. Det kan nok være de hyggede sig med det. Her var alt - inkl. karbad og det var en kæmpe lejlighed, hvor vi mageligt kunne havde været alle seks, om vi bare havde måttet det og vidst det.

Dagen efter blev det til en meget stor oplevelse for de unge, da Bente inviterede ind på politistationen, og de fik set en sådan indefra. Der vankede det helt store kagebord og børnene blev rigtigt forkælet. Senere hjalp politiet Ole Jørgen og de unge ud til campingpladsen til en hytte. Det blæste for meget til sejlads, og derfor måtte vi overnatte en gang mere her. Vi fik lov at lægge båden lige ved siden af Tromsøs politibåd, og umiddelbart ved siden af lå et bådeværksted, hvor de hjalp os med at løfte agterenden af jollen med en kran, så Frederik og jeg kunne skifte motor- og gearolie.

Dagen efter fortsatte vi til Hammerfest. Vejret var fint, og sejladsen gik godt. Også i Hammerfest overnattede vi på hotel. Det var lige ved havnen og ved siden af et samemarked, hvor unge som gamle ekspeditionsdeltagere fandt gode souvenirs.

Vi drog videre næste dag. Nordkap lå foran, og da vejret så godt ud måtte vi prøve at komme forbi. Vi lagde ud i vindstille, men kort efter var der kraftig sø fra en vind på 10-12 m/s. Sejladsen var alt andet end god, og vi søgte mod land. Kort efter var der vindstille igen. Det var meget varierende. Da vi nærmede os det åbne hav, blæste det ikke så meget, og vi rundede Norges nordligste punkt i det smukkeste solskin med fineste udsigt til Nordkap, som ligger lige ved siden af og er langt mere berømmet. Men bølgerne var rigtigt ubehagelige. Forårsaget af den vind, der trods alt var sammen med strøm og dønninger udefra. Vi huggede ned i den ene bølge efter den anden, og de kom fra alle mulige retninger i højder på op mod 1,5 meter. Alle blev rystet igennem og Katrine og Rasmus var lettere søsyge. Rasmus havde svoret, at han ikke ville kaste op, og han fortalte senere, at det havde han heller ikke gjort, for han havde sunket det igen, da maveindholdet pludselig fyldte munden.......

Denne ubehagelige sejlads fortsatte et godt stykke efter Nordkap, og vi brugte rigtigt meget benzin i denne bølgesejlads. På vej over en 15 km bred fjord, tog vinden pludselig kraftigt til. Den kom fra land, fra en blyantslignende odde, der stak op mod havet, med 15-20 km brede fjorde på begge sider. Desto mere vi nærmede os odden, desto kraftigere blev vinden. Tæt på land blæste det som stiv kuling, med vindstød af stormstyrke. Helt inde fra land, blev vandet pisket op til skum. Det skyldtes bl.a. de stjle fjeldsider på stedet. Vi fandt efter lidt søgen, en lille naturhavn, hvor det lykkedes at lægge båden ind. Så længe der var vind fra denne retning, ville vi være godt beskyttet her.

Det blæste fortsat voldsomt, og Rasmus og jeg sprang op på et højdedrag for at se på vandet på den anden side af odden. Det så heller ikke godt ud med bølgerne her, og vi besluttede, at overnatte her. Det var et naturbeskyttelsesområde, og både fiskeørne og kongeørne svævede rundt over os. Der var også ræve og en hel del rensdyr. Der lå en masse drivtømmer, og vi gik i gang med at lave bål. Vi troede vi havde fundet et godt sted til bålet, men da der kom ild i det, viste det sig, at vinden snoede sig voldsomt her, og pludselig var der fare for vores tøj og udstyr, som lige ved siden af. Store gnister føj omkring os, og vi flyttede i al hast om bag nogle andre sten.

Dagen efter var vinden løjet af, og vi pakkede telte og udstyr sammen. Katrine og Rasmus gik en lang tur højt til fjelds, hvor de så ørne, og rigtigt mange rensdyr. De havde en fantastisk god tur ud af det. Da vi fortsatte sejladsen, var det nærmest vindstille, men igen begyndte det efter nogen tid at blæse temmeligt kraftigt. Vi sejlede på havet, og bølgerne var lige så dårlige som, da vi rundede Nordkap. Efter kun 100 km sejlads gik vi ind i det lille fiskerleje Berlåvåg, hvor vi sov på hotel, så vi kunne tørre dragter mm.

Vi fortsatte dagen efter. Vejret var fint, og de havde lovet godt vejr på vejen mod Kirkenes. Igen kunne vi konstatere, at sejladsen langs den nordvendte norske yderkyst var alt andet end behagelig. Ungerne havde fundet ud af, at hvis bare de fik en frikadelle en gang imellem, så kunne de undgå den ubehagelige søsyge. Det hjalp vist også, at kigge på horisonten! Endelig nåede vi Vardø. Vi gik ikke i land, men fortsatte efter et stykke chokolade til Kirkenes. Her var læ for de store bølger, og sejladsen gik nu strygende - i kalakspeed, som Frederik kaldte det, når vi sejlede over 55 km i timen.

Vi nåede Kirkenes, og med god hjælp fra en taxachauffør, inlogerede vi os på Hotel Kirkenes. Allerede dagen efter skulle vores tre unge deltagere med fly til Oslo, så der blev ikke så meget tid til at sole sig i succeen her. Det var meget vemodigt, at sige farvel til dem, men det kunne ikke være anderledes, og de gode oplevelser med teamet, havde vi alle i mente, da de lettede mod Oslo. En pragtfuld første del af årets sejlads var fuldbragt.

Anders, 12. august 2006

Dagbog 2, 2006 (Anders den 16. august 2006)

Dagen efter de unge var rejst tilbage til Danmark, ankom Sergey. Vi hentede ham ved den norsk-russiske grænse, og han virkede til at være i topfom med sit russisk-engelske, som man skal have oplevet for at kunne forstå. Sergey havde sammen med Adventure Club i Moskva planlagt hele den russiske del, og sikret at alle tilladelser var på plads, og at der var etableret god kontakt med Boundary Service, told, KGB, havnemyndigheder, militær mm. I Murmansk, så vi ikke ville komme i problemer.

Vejret tegnede lovende for en fortsættelse af sejladsen allerede torsdag, dagen efter at Sergey var ankommet. Vi fik lov til at leje en hytte af politiet (igen en politikontakt via Frederik), som var utroligt hjælpsomme og gæstfrie i Kirkenes. I hytten gjorde vi alt klar, og da det via fax var meddelt de russiske myndigheder, at vi ville krydse grænsen kl. 07.00 torsdag morgen, måtte vi sejle fra Kirkenes kl. 06.00. Det blev så kun til et par timers søvn, inden vi skulle gøre klar. Urene blev stillet om til russisk tid, og vi drog afsted.

Klokken præcist 07.00 krydsede vi grænsen, men da alt var velforberedt, var der ingen, der havde spørgsmål til os via VHF radioen, og vi kunne fortsætte mod Murmansk. Lige før indsejlingen til fjorden, ned mod Murmansk måtte vi dog vente i et par timer, da det kun er på bestemte tidspunkter, man må sejle ind i fjorden.

Vi fulgtes med en del skibe, og lagde til i Murmansk kl. Ca. 17. Tolderen som tog imod os, var en meget moderne mand, der syntes det var imponerende, hvad vi havde gang i. Han var ubarberet, hvilket i Rusland er et særsyn blandt mænd. Han spurgte til ekspeditionen,og hvad vi havde med. Da han fandt ud af, at Frederik var politibetjent, blev han dog nysgerrig efter, om vi havde en pistol.

Det måtte der være, når der var en politiski med. Han spurgte mange gange og kiggede i nogle tasker og små rygsække. Så gad han dog ikke mere, og i stedet udvekslede vi smågaver. Han tog sig en smøg ovenpå benzindunkene – selvom jeg advarede ham. Han rystede blot på hovedet med et bredt grinl, og så røg han videre.

Boundary Service mødte op med deres sædvanlige stenansigter, men efter de fandt alt i orden, tøede de dog lidt op, og et smil kunne endda vise sig. Især en pæn kvinde fra Boundary Service måtte vise tænder i et stort smil, da Frederik kom med gode kommentarer.

Bagefter blev vi af havnemyndighederne fulgt over til en plads, hvor vi kunne lægge båden uden på deres egne mindre skibe, og i et lukket område med opsyn. Det var Sergbey, der havde sikret sig, at dette kunne lade sig gøre.

Murmansk viste sig at være en langt mere moderne by end forventet. Og som Ole Jørgen sagde ”et center for smukke kvinder”. Det var det i sandhed, og det var svært at undgå at blive kørt over, når man gik på gaden, da der overalt var smukke kvinder.

Vi blev indlogeret på et godt hotel midt i byen, og med dette som udgangspunkt, tilbragte vi de næste dage med at gå ture i byen, supplere vores kortsamling, gå på museum mv.

Især besøget på museet var interessant. Bedst som gik rundt fordybet i stedets klenodier, kom der hæsblæsende en kvinde, der bad os hjælpe. De skulle have et stort jernskab op på fjerde sal, og da der kun var ansat kvinder på museet, spurgte hun gæsterne om hjælp. Et par hollændere og en russer var allerede i gang, og nu tog vi også fat. Det tunge skab kom op på plads, og kvinden, som viste sig at være stedets daglige leder, var umådeligt taknemmelig.

Som tak fik en special rundvisning i de lukkede samlinger og på den sal, der var under renovering og også lukket. Hun fortalte på udmærket engelsk om byen Murmansk historie, om dagliglivet under sovjettiden, om tøj og indretning i hjemmen, om anden verdenskrig, Juri Gagarin og meget mere. Det var rigtigt spændende, og en oplevelse vi aldrig kunne have fået andre steder. Museet i sig selv havde stået som vi så det stort set uændret siden sovjettiden.

En af dagene i Murmansk havde vi møde med shipping companiet Masco, der havde lovet at hjælpe os. Vi blev taget flot imod af firmaets direktør, og der var boller med forskellige gode ting samt øl og sodavand. De viste stolt deres havn, restaurant mm. Frem, og her kunne man se, der virkeligt var styr på tingene. De hjalp os efterfølgende med vejroplysninger og oplysninger om militære aktiviteter langs Kola halvøen – noget vi måtte have med i betragtning, når vi sejlede fra Murmansk.

Vi havde tilladelse til at gå i land, hvis vejret umuliggjorde sejlads, men et sted havde vi på forhånd lov til at gå ind. Problemet var bare, at det var et sted, hvor der jævnligt hodles artilleri øvelser, så vi måtte være helt sikre på ikke at rende ind i en sådan.

Vejret fulgte vi så godt som muligt via russiske og internationale vejrstationer, som vi kunne finde på internettet – dette suppleret med oplysninger fra de lokale vejrstationer.

Anders Bilgram, Murmansk den 16. august 2006.