Historier fra ekspeditionen

”Olga”

Under forberedelserne til 1. etape kom Anders og jeg dertil, at finde et passende navn til Poca-jollen.
Denne pragtfulde jolle skal have et navn, der passer til dens egenskaber og udseende. Med sine 6 x 2,40 m, kan den ikke ligefrem kaldes slank, så Charlotte eller Felicia som de fleste slanke piger nu hedder, duede ikke.
Hun er forstærket med kevlar og kan tåle 800 kg. tryk per kvdr. cm, så Karoline vil passe fint. (Mange stærke piger hedder Karoline. Efterkommere af kartoffelkvinden fra heden)
Hun skal have 2 x 140 HK påhængsmotorer, så kraftig bagtil bliver hun. Dertil vil Magda være passende.( Mange piger fra Bagsværd hedder Magda.)
Men hun vil skyde en marchfart på ca. 25-30 knob, så vil Anni passe bedre. (Mange hurtige piger hedder Anni. Opkaldt efter ”Anni get your gun”)
Hun skal rumme op til 3.500 kg, alt incl. 1800 til 2000 liter benzin, proviant , udstyr og 4 mand og tilbagelægge 24.000 km i polarhavet, så blev det svært…….en kvinde der kan rumme 4 mand på en gang, den var ikke nem. De optræder kun på film af ulødig karakter. Vi rendte ind i en blindgyde og kunne ikke komme videre. Så vi begyndte at tænke i en mere praktisk bane. Nemlig at navnet bør vælges ud fra det forhold, at det skal være let genkendeligt og forståeligt i alle de steder vi vil besejle. Og ikke mindste også let at formidle over en skrattende VHF-radio. Så begyndte jagten igen og ikke helt så få pigenavne dukkede op i hukommelsen, dog uden at leve op til vores simple krav. Hjælpen kom da fra uventet side og for os fra helt ud forståelige præmisser. En russisk professor meldte sin deltagelse i ekspeditionen fra. Han var brændt lun på en studine og lå nu i skilsmisse med sin kone – den slags er både genkendeligt, forståeligt og giver knas i tråden –
Og nu tilbød den kommende eks-kone sin deltagelse på ekspeditionen. Et, må man sige fristende tilbud. Vi overvejede tilbudet seriøst og tegnede et billede for os af 3 mand, 2000 liter benzin i og 1 kvinde. Det udløste en eksplosionsfare på over 100%. Vi prøvede med 2000 mænd, 3 kvinder og 1 liter benzin. Den ville løse de økonomiske problemer, sandsynligvis afføde nogle voldtægter og ingen distance, så den gik heller ikke. Sidste kalkule lød på 2000 kvinder, 3 liter benzin og 1 mand. Sikkert ubeskrivelig fornøjeligt men i uhyggelig kort tid. Vi gik tilbage til vor oprindelige plan, 4 mand, 2000 liter benzin og 0 kvinder. Den giver en kedelig men sikker sejlads! Men det var jo et navn vi ledte efter og her fik vi det foræret på et sølvfad, den kommende eks-kone hedder nemlig Olga! Et kort og international kendt navn. Mange rigtig solide og rummelige piger hedder Olga.
Således kom Poca jollen til at bære navnet Olga på en kort og let messingplade.

Hvad er dejligt……

”Hvad er dejligt, hvis den levende ikke bestiller noget, og hvad er dejligt hvis der ikke er nogen der ser sig om?”

Citat fra Jørgen Brønlunds dagbog.

Kun få har formået så præcist at udtrykke, kernen og drivkraften i et hvert eventyr. Her hvor livets kontraster uden skånsel træder i karakter og hudfletter den rejsende, hvad enten det foregår til lands, til havs eller om man slår sine folder i luften, som en legende fugl i vinden.

Ekspeditionens medlemmer har siden starten, en hed sommer dag i juli 1999, mødt mange farverige personer, jeg bedst kan beskrive som ”Børn af den højarktiske humor”.
Vi måtte erfare, at graddelingen af verdenskortet i vest-øst og nord-syd ikke blot har praktisk betydning, men at livsværdierne i de arktiske giver sig tilkende på sin egen måde. Det kan være grunden til, at der i disse fjerne områder findes så mange fantastisk gode historie fortællere, der taler af hjertevarmen, slår polarkulden ud og solen frem af de mørkeste dage.

Uden på nogen måder, at vil støde nogen af de fine og solide eksistenser, der har beriget os med ubegrænset gæstfrihed, hjælp i nødens stund, en kop te og et rensdyrskind at sove på, kan jeg ikke undgå en vis ”poetisk frihed”.

Jeg vil derfor på forhånd bede læseren om forståelse, såfremt troværdigheden i min fortælling kan syntes lettere anløben og fleksibel.

Jeg har aldrig brudt mig om lange belærende rejsebeskrivelser og vil derfor holde mig til korte fortællinger, født i mødet mellem de pragtfulde mennesker i kanten af verden.

Vaccine og samtale med en shaman – August 2007

Før vores afgang fra København fandt Anders ud af, at vi skulle revaccineres mod tyfus, hvilket han selv fik arrangeret ved en hel del ringen frem og tilbage til lægehuse og andre sundhedsinstitutioner, en aktivitet der var lige så tidskrævende som russisk beaukrati. Nu manglede blot Ole Jørgen og jeg, at få det lille stik på skulderen, der skal værne os mod ubehagelige følger at drikkevand inficeret med kolabakterier, der som bekendt findes blandt andet i menneskelige affaldstoffer.

I København opsøgte vi ekspeditionens læge, Ole Helmer Sørensen, der med sin sædvanlige gæstfrihed tog imod med et glas god hvidvin i haven. Før jeg vidste af det var jeg vaccineret og skulle så lige observeres for evt. uønskede følger, hvilket skete over endnu et glas af den gode vin.Nu manglede vi blot ekspeditionens kok, Ole Jørgen, der i disse dage opholdt sig i Paris men skulle ankomme til Kongens stad dagen efter, hvorfor de stod til Anders og jeg at give ham vaccinen. For en var det en sag, der krævede en del forberedelse.
Dagen oprandt hvor ”Le cheif” indfandt i København og blev forklaret vigtigheden af revaccinen.

Just ankommet fra byernes by, eller rettere ”De elskendes by” for Paris er jo også kendt under ”Kærlighedens by” var han forsynet med en meget dyr flaske Fransk cognac. Vi forklarede ham, at han under ingen omstændigheder må indtage spiritus af nogen som art og det var vigtigt at han satte sig og faldt til ro, før vaccinen. Men før skulle vi sikres os om han lider af nogen form for allergi og om hans habitus generelt . Jeg tog pulsen og tjekkede pupillerne og gav Anders ok til at fuldføre operationen. Men Anders var bange for at ramme ”nervus latenticus” der kunne medføre forbigående parese af venstre arm, en kendt risiko ved subkutane injektioner, hvilket fik vor patiens øjne til at spile op og pulsen til at stige igen. Nervøsiteten bredte sig i som løbeild og vi måtte have en lille spids til at dæmpe mandolinfeberen. Det kostede de halve af flasken fra Kærlighedens by. Vi udtrykte vore dybeste medfølelse til vor tørlagte patient, der nu mest udtrykte sorg og begyndende undren end angst. Før klarsynet meldte sig, greb jeg chancen og nappede ”Le Cheif” i venstre skulder og stak kanylen ind med et velrettet huk og tømte ampullen. ”Var det, det ?” lød det fra patienten, ”Jap jap” ”Det var det”. ”Vi har været så bekymret for dig ”O.J”, ”så vi må lige have en mere til at komme os på”, ”Nu må vi observere dig for evt. følger”. Og nu løb vore god hjerter af med os og ”Le cheif” var kommet til klarsynet barske virkelighed, hvorfor vi hurtigt skænkede ham et glas og skålede ham velkommet til ”De rådne selskab”. What a wonderful world !

Siden vor ankomst til Rusland, har jeg utallige gange prist mig lykkelig over vaccinen og lige netop denne mod tyfus. Må den skamme sig, der ikke takker sin skaber for rent drikkevand !

Samtale med en shaman.

Sidste år kom vi i kontakt med en lille gruppe nenetfolk, der ud for byen Naryan Mar (Den Røde by) har slået et telt op, hvor turister kan få et indtryk af disse ”oprindelige” folks levevilkår. Vi tilbragte en hyggelig eftermiddag med rensdyrsteg , fisk og andre lækkerier, skyllet ned med vodka. Vi sluttede besøget af med forsikringer om at mødes igen og fra værtens side med højtidelige lovning om, at næste år vil vi bytte knive med hinanden og der skulle tilmed indfinde sig repræsentanter af nenetsfolks kvindelige medlemmer. Naturligvis var vore forventninger på høj niveau da vi mødtes igen. Kvinder, knive og vodka er hver for sig interessante emner, men blandet sammen i tundraen i et svært opvarmet nenettelt, kan i værste fald give en yderst lav overlevelsesrate, i sær hvis der går ”Jooke” i det. Vi kørte med vores gode ven Jury til campen og mødte på vejen lokale folk, der var ude og samle svampe. Russeren har en fantastisk evne til at udnytte de få muligheder jorden kan frembringe i disse breddegarder og kan fremtrylle de mest velsmagende retter .

Efter nogen tids kørsel i tundraen, dukkede der toppen af de velkendte telt op i landskabet og vi kunne helt hen til teltpladsen, hvor der ud for teltet gik et lettere anløbet rensdyr rundt. Rundt om telt stod der ikke mindre en fire unge mænd, hvor to af dem var iklædt den russiske politiuniform. I selskabet befandt der sig også fire ”sencina”( = kvinder pa ruski), den ene mere bedårende end den anden. To af dem var i gang i teltet med at forberede maden , mens de to andre udgjorde deres del af velkomstkommiteen. Midt i myggesværmen og vrimlen af politifolk og smukke kvinder stod en splejset skikkelse på ca. 150 m, chocoladebrun over hele sit mongolide ansigt og indtrykket næse i hvid skjorte og sorte bukser og al mens velkomst hilsner blev udvekslet og den værste nygerrighed var på sit højeste, udbrød der brand i den øverste del af skorstenen, der stak op ud af toppen af teltet. Straks strøg den lille dværg, som et firben op ad teltet til flammerne og begyndte at vifte til ilden med en klud, jeg skød et par skud med kameraet og fik øje på en balje med vand og et håndklæde der hang på en busk, strøg lige så hurtigt frem og tilbage med det og fik en af de russiske kolleger til at kyle det op til den firbenede brandslukker, der fik buk med flammerne, hvorefter han, nærmest et med teltdugen led ned på jorden og smeltede sammen med selskabet.
Det viste sig at han hed Nicolai og shaman. To ting der i min verden umiddelbart ikke hænger sammen, men hvad gør det i kampens hede. Vi blev budt ind i teltet da nu maden, under mere betryggende forhold var færdig tilberedt og jeg fik den ære, at blive sidemand til shamanen og den glæde at kunne nyde skønhederne på den modsatte langside af bordet.

Ved hjælp af Kevin som tolk, indledte jeg en samtale med shamanen. Udgiver han sig som shaman, skal han også have kærligheden at føle tænkte jeg. Jeg sagde til ham, at han som shaman må besidde særlige evner, som må kræve ekstra kræfter. For eksempel, sådan noget at se ind i tiden og de indre hos folk. Hertil svarede shamanen, at han henter sin inspiration i vinden og, at faktisk burde være ude i tundraen og samle svampe, hvilket jeg stilletiende kun kunne følge ham. Jeg fortalte ham om åndemanerne i det gamle Grønland, måtte gå mange lidelser igennem for at kvalificere sig til jobbet, f.eks. ved over lange perioder at leve alene, udsætte sig for stærk kulde, sult og myggeplage, hvortil han straks svarede, at han var født shaman. Jeg spurgte ham så, om det gode og det onde og mennesket lod i det. Shamanen svarede, at det var et spørgsmål om det indre og ydre liv, et ganske godt svar og han var ligesom komme på bane igen. Jeg fortalte ham så om et middel mod smerter, der går ud på at en dreng på 10, på toppen af en høj bakke og under et stor egetræ ved fuld måne, skulle tisse på en stribet hankat og herefter tage dens 7. liv, idet kat som bekendt har 9 liv og 7 udgør et helligt tal og slutte af med pelse katten. Herefter vil pelsen virke mod en hver form for smerter. Shamanen lyttede interesseret og medlevende på denne ikke særlig dyrevenlig beretning uden at kommentere den. Efter en kunstpause, hvor shamanen gennemtænkte et modtræk, forklarede at effektive måde at behandle smerter på var, at stikke sig med to knive på en gang og førte sine hænder om på længden for at anskueliggøre sin lektie. Her måtte jeg opgive kampen, den metode overgik alligevel Mark Twains skrøne fra Hockel Berry Finn.

Efter middagen stod vi uden for og røg en smøg, da jeg oplyste shamnen om at vi skulle ud på en lang og besværlig rejse spurgte om han kunne velsigne vores ny telt fra Friluftland, hvilket han indviljede i og smuttede ind i teltet, men kom hurtigt ud og forklarede, at det vil kræve en times forberedelse og at han først må brænde et lille bål i teltet. Vi gik tilbage til det andet telt og fik en enkel vodka, hvorefter shamanen hurtigt erklærede sig klar til ceremonien og gik ud. Han startede med udbredte arme over teltet at mumle nogle brummelyde og med vuggende begævelser at flytte sig mod indgangen og forsvandt ind i teltet. Hvad der forgik der inde så jeg ikke, men hørte fortsat disse brummende lyde, hvorefter han kom ud igen og erklærede sig færdig med velsigelsen og så ganske udkørt ud. Jeg spurgte, hvad han oplevede og følte inde i teltet, hvortil han svarede, at det vil blive en lang og besværlig rejse, men at teltet nu var renset for indre urenheder.
Ud for telt stod der en mindre polarbirk, hvorpå folk for hvert et ønske kunne binde en sløjfe på grenene. Det var shamanen der for udleveringen af sløjferne og overværende ceremonien med højtidelig mine i sit brune ansigt. Jeg morede mig lidt med tanken om, at ønske shamanen forsvinde ud den blå luft og PUF ! stod kun han alt for store gummistøvler rygende tilbage på jorden !

Tilsyneladende han ingen gjort sig sådanne ønsker, eller så shamanen taget sig sine hemmlige forholdsregler, siden han stor trives og fortsat gøre god forretning.

Han måtte være en stærk forretningsshaman.

Skipper Andrè - August 2007

”TG-0012” af Sankt Petersborg er det intetsigende navn på fiskekutteren på ca. 50 fod, der ligger med slagside til bagbord ved rester af molen i Dikson. Skroget er blåt, styrehuset hvidt, masten gul og resten, det vil sige ca. 80 % af kutteren er rust. Dækket, der er af træ, er mørkebrunt af gammel olie, hvor jernstykker og gamle slanger ligger en uorden, der gør det svært at sætte foden sikkert nogen steder. Kutteren har fra hovedkontoret i Skt. Petersborg i 1 ½ mdr. afventet tilladelse til videre sejlads mod Tiksi. Længe har den nordlige del af Tarmyr halvøen været spæret af fast is, så skipper Andrè og hans besætning på 4 mand har haft en naturlig grund til at ligge fortøjet til molen og slå tiden ihjel, dag for dag, som de nu kommer til en.

Skipper Andrè er sømand af hjertet og sind. Hans ansigt er præget af års vind og vejr, de grå hår sidder pjusket, som en lille dusk. Når han smiler trækker hele ansigtet sig sammen og de blå øjne lyser af varme og godt gemt lun humor. For den lille besætning går den lange ventetid på land med den daglige gang fra deres indkvartering til kutteren og tilbage igen efter dagens gøremål. Midt vejs ligger byens to butikker, der også er Ruslands nordligste. Og de to butikker har et pænt udvalg af vodka, hvilket Skipper Andrè og hans besætning med deres skarpe blikke har observeret og som de gode mennesker de er, også har ladet sig friste af og ikke mindst gøre brug af.

Dikson er et vindblæst sted, der gør livet besværligt for folk og fæ og tilmed lider Russerne langt mere under skrankepaverne, end vi er vant til hjemmefra. De må tåle både lokale autoriteters befalinger ligeså vel som befalingerne dels fra Moskva og for Skipper Andrè og hans lille besætning tilmed befalingerne fra hovedkontoret i skt. Petersborg . For tiden ligger Skipper Andrè og venter på godkendelse til at kunne sejle videre mod nord. Der er tale om hvorvidt kutteren ”TG-0012” rent teknisk opfylder kravene for at kunne sejle i isfyldt hav. En tilladelse der vil kræve års sagsbehandling, hvorfor man først handler og afventer i sidste øjeblik på tilladelsen. På den måde kan man lægge lidt pres på betonklodserne i systemet. Får de afslag, må de sejle tilbage til Skt. Petersborg med forurettet sag, men sådan er livet.

Lørdag var som så mange andre dage ikke sejlevejr, men en højerestående officer fra grænsepolitiet var ankommet til Dikson og ville fragtes videre til Dikson Ø, der ligger ganske tæt til halvøen.

Officeren, der er vant til at få sin ønsker opfyldt, henvendte sig til Skipper Andrè og forlangte sig sejlet over til øen. Skipper Andrè har respekt for havet og sin kone, andre jordiske kræfter bliver behandlet oppe fra og nedefter, men på Skipper Andrès egen underfundige facon. Og lige den lørdag var Andrè ikke til sind at skulle være stik i rend dreng for nogen som helst og slet ikke for en fra grænsepolitiet, der virkelig kan gøre livet surt for mange. På sin egen venlige måde, afslog han under henvisning til den høje sø fra syd og foreslog, at de kunne afvente situationen over en flaske, hvilket officeren med glæde tog imod.

Da flasken var tom, var vinden løget af. Og officeren foreslog at de sejlede over til øen, hvilket Skipper Andrè måtte afslå, da han under ingen omstændigheder kan sejle i påvirket tilstand.

Historien melder intet om hvordan officeren kom over til øen, men helt sikkert har Skipper Andrè og hans lille besætning moret sig kosteligt…..