Sommeren 1999

Resume af sejladsen sommeren 1999.

I løbet af foråret 1999, blev de sidste ting gjort klar til det store eventyr rundt om Nordpolen. Allerede året før, havde jeg sammen med en god kammerat, Eske Willerslev været på rejse til Rusland, for at møde vores mulige russiske deltager Alexander Zyrianov, professor i geografi ved universitetet i Perm.

Alexander eller Sasha, som han blev kaldt, var en fin fyr på omkring 40 år, og vi havde fornøjelsen at rafte med ham og tre andre russere på floder i den sydlige del af Uralbjergene.

Da vi så var ved at blive klar i 1999, kom der meddelelse fra Sasha, at han desværre måtte melde fra, da han skulle skilles fra sin ellers rigtigt søde kone Olga. Hun var en gæv kvinde, der talte udmærket engelsk, og nu spurgte hun så, om hun måtte deltage i stedet for Sasha.

Frederik og jeg drøftede en varm forårsdag hendes tilbud, da vi var nede hos POCA for at arbejde på båden. Frederik var betænkelig. 2000 liter benzin og en kvinde ombord – samt tre mænd. Det var for sprængfarligt sagde han, og da jeg var enig, foreslog han, at vi i stedet kunne døbe båden Olga. Og sådan blev det.

Hen over foråret og første del af sommeren havde vi forskellige vanskeligheder, og det blev juli før vi kom i gang med det egentlige eventyr.

Robert havde været med til planlægningen siden dens start, og Frederik var kommet ind i billedet kort tid efter. Da det glippede med Sasha, kom Frederik ved et tilfælde i kontakt med Joel, da han lavede klovnerier i Grønland. Joel kunne skaffe sponsorkroner sagde han, og vi manglede penge, så han var med.

Vi startede i Juelsminde, fortsatte til København og derfra gik det til Nordjylland. Fra Limfjorden sejlede vi mod øst til Hals og Skagen, og herfra til Kristiansand i Norge. Vi fulgte Norges kyst til Ølbergstranden tæt på Stavanger.

På Ølberg blev vi modtaget af Kim, en dreng på 12 år, som stillede spørgsmål som kom de fra et maskingevær. Kim tog os med storm, og det samme gjorde hans familie, Dag Terje Lea og hans kone Bodil samt deres datter Silje. Vi blev fyrsteligt beværtet mens vi var i Ølberg, og familien Lea stod for vores første gode oplevelser med mennesker vi mødte undervejs på eventyret rundt om Ishavet.

Sejladsen fortsatte til Bergen, hvor vi tankede op inden vi tidligt næste morgen kunne fortsætte mod Lerwick på Shetlandsøerne. Da vi forlod Bergen var det tæt tåge, men tågen lettede hurtigt, da vi kom på åbent hav. De 360 km til Lerwick forløb lejende let.

I stor fart passerede vi boreplatforme, og allerede efter 10 timers sejlads i næsten vindstille vejr, nåede vi frem. Vi tankede og overnattede inden vi næste morgen fortsatte mod Torshavn på Færøerne. Afstanden var nogenlunde den samme som fra Bergen til Lerwick, og igen havde fantastisk fint vejr.

Efter 10 timers sejlads kunne vi gå ind til Torshavn, hvor folk ventede os, og vi fik en storslået modtagelse på havnen.

Efter et par uger på Færøerne kunne vi fortsætte mod Island. Vejret var godt, og det gik fint, indtil vi opdagede, at vi brugte for meget benzin. Vi havde skiftet propellere på motorerne, i håb om at bruge mindre benzin, men effekten var den modsatte, og vi valgte at returnere til Færøerne.

Her deltes ekspeditionen i to, idet Robert og Joel syntes vi havde for mange problemer, og de valgte, at stoppe med deres deltagelse i eventyret. Frederik og Anders fortsatte efter et par dage, og havde en fin 20 timers sejlads til Island.

Her entrede vi landet som vikinger i byen Höfn. Vi overnattede og fortsatte mod Keflavik, hvor vi blev et par dage. En kort tur til Reykjavik havde vi, og derpå gik det videre mod Grønland. Vi havde 2000 liter benzin ombord, og var således meget tungt lastet.

Vi kom i mørket om aftenen efter vi havde forladt Reykjavik ud i store bølger, der kom på tværs af den tungt lastede jolle. Vandet væltede ind i båden, og lænsepumperne stod af. Frederik øsede med en stor spand, mens jeg sejlede. Det var ikke godt, og vi endte med at søge nødhavn i Keflavik.

Her viste det sig, at begge motorer var blevet ødelagt af saltvand, og omfattende motorreparation fulgte. Vi blev gode venner med mekanikeren Skuli og hans gode mand Bjarki. De hjalp os med reparationerne, og vi fik husly over værkstedet.

Da vi endelig var sejlklar igen efter små to uger (nye motorblikke blev hentet i Frankrig), var vejret ikke godt. Der fulgte nu yderligere over en måneds ventetid på Island. I mellemtiden fik vi rejst lidt rundt på den spændende vulkanø, og vi fik oplevet vulkanen Katla samt kørt snescooter på Myrdalsjøkul. Vi så Gullfoss og Geysir, og fik skrevet artikler til Ingeniøren Net.

Det var spændende oplevelser, men frustrerende at vente så længe. Frederik og jeg gik godt i spænd – kammeratskabet var i top, og vi brugte tiden, så godt vi kunne.

I slutningen af september, fandt vi endelig nogle dage med kun lidt vind. Der havde på det tidspunkt stået en solid nordlig kuling eller hård vind ned gennem Danmarksstrædet i tre uger. Da vinden imidlertid lagde sig, besluttede vi at forsøge, at nå til Grønland.

Tungt lastet forlod vi Keflavik og vores gode venner. Vi nåede fri af Island om natten, og selvom det ikke blæste kraftigt, var der dog fortsat nordenvind. Vi brugte meget benzin, og valgte at sove fire timer til det blev lyst.

Bølgerne kom fra nord, og de var pænt store. I dagslyset kunne vi se, at der var skum på toppene – søen havde langt fra lagt sig endnu. Vi kunne godt sejle i bølgerne, men brugte også i dagslys for meget benzin. Efter nogle kalkulationer, konstaterede vi, at vi kunne nå næsten til Grønland. Det duede ikke, og vi valgte at returnere til Island, selvom vi var nået så langt ud, som 200 km.

Tilbage på Island blev båden lagt i forsvarligt vinterhi på et skibsværft ved Keflavik.

Anders Bilgram, oktober 2006.