Sommeren 2000

Resume af sejladsen sommeren 2000.

Ekspeditionen startede på Island den 7. Juli. Sejlede mod Grønland den 10. Juli i fint vejr. Deltagere var Frederik og Anders. Halvvejs til Grønland kunne den ene motor ikke startes, og vi måtte fortsætte for en motor. Langsomt gik det videre mod Tasiilaq.

100 sømil fra kysten nåede vi storisen. Her brød styringen sammen, og vi forsatte gennem storisen med snorstyring af motoren. En storstilet eftersøgning var nær blevet sat i gang, men vi fik den afblæst via vores satellitkommunikation.

Nåede Tasiilaq efter tre et halvt søgns sejlads. Fik fin modtagelse af politiet, som hjalp os under opholdet her, hvor vi fik repareret motor og styring.

Kunne fortsætte langs sydvest Grønland efter en uge. Stred os ned langs sydøstkysten. Havde et par vejrligsdage i Tingmiarmuit. Kom efter nogle dage ned til vejrstationen i Prins Christian Sund, hvor vi fik en fornem modtagelse.

Fortsatte til Nanortalik efter en dag på vejrstationen. Havde en overnatning i Nanortalik inden vi sejlede videre til Qaqortoq. Her skiftede vi jolle, idet POCA havde bygget en ny til os efter skaderne på Færøerne i 1999.

I Qaqortoq stod Joel Coel på igen. Han var som Robert Peary II stoppet på Færøerne i 1999, efter at vi havde haft en del forskellige problemer. Joel havde imidlertid mod på at sejle med igen. Vi arbejde en uge på at få flyttet motorer og alt teknisk udstyr over på den nye jolle, før vi var klar til at fortsætte.

Vi drog afsted mod Nuuk. Løb undervejs ind i kraftigt blæsevejr tæt på Arsuk. Stred os gennem bølger og faldvinde, der hev vandet 50 meter op i luften. Kom til sidst i læ i mindre fjord, hvor efter vi søgte nødhavn i Arsuk. Flot modtagelse af Herluf og den øvrige befolkning. Boede hos Herluf (Ata) et par dage indtil vi kunne fortsætte i roligt vejr.

Klarede os til Nuuk med frokostophold undervejs i Paamiut. Boede i Nuuk hos Frederiks søster og svoger, som via deres benzinstation Trolles Olieservice, sponsorerede os en fuld optankning.

Efter 30 timer i Nuuk fortsatte vi til Aasiaat. Havde nu ombord en sømand, Christian som skulle op til sin kæreste i Aasiaat. Kom frem til aften efter en god dags sejlads.

Auztens Marineservice sponsorerede os en fuld optankning og vi kunne fortsætte til Ilulissat hvor turist chefen Flemming Nicolaisen var vores støtte og hjælp. Blandt andet sponsorerede han en tur til Ilulissat Isbræ med helikopter – en stor oplevelse den rejsende til Grønland ikke må snyde sig selv for.

Fortsatte derpå til Uummannaq, hvor vi blev fint modtaget og hjulpet af Ole Jørgen Hammeken og Ann Andreasen fra børnehjemmet. Vi spurgte Ole Jørgen om han ville med til Canada – Ole Jørgen havde i 1999 sagt til os, at han gerne ville med.

Han takkede ja, og vi fortsatte efter ca. en uge i Uummannaq til Broughton Island i Canada. En fin sejlads på 19 timer og knap 400 sømil.

Fik her i det canadiske en flot modtagelse og logi på politigården. Kunne dagen efter fortsætte mod Clyde River. Overnattede halvvejs i en hytte. Dagen efter så vi 12 isbjørne på 2 timer og et væld af hvaler. Det var et rent slaraffenland.

I Clyde River blev vi modtaget af det meste af byens befolkning, som med borgmesteren og den lokale RCMP betjent i spidsen var mødt op for at møde os. Det lille fattige samfund var overordentligt gæstfrie og hjælpsomme.

Allerede dagen efter måtte vi imidlertid videre til Pond Inlet, som var næste stop. Kom dertil tidlig morgen i roligt vejr. Betjentene Louis, Grant og Norman tog særdeles hjælpsomt sig af os og vi forsøgte om aftenen at fortsætte til Resolute, men måtte vende om p.g.a. vanskelig strømsø og vind i Navy Board Inlet.

Et par dage efter forsøgte vi i tiltagende vind, at få jollen ind i Salmon River, hvor byens befolkning søgte op, når vinden tog til. Undervejs ind ramte vi en sandbanke, og den kraftige strøm satte på sekunder jollen på tværs af søen fra havet, og efter et par store bølger var vi bordfyldte. Motorerne døde ud og vi var vrag.

Jollen gled længere og længere ind over sandbanken og lå efterhånden helt ovre på den ene side. Skød nødraketter af og blev efter kort tid reddet af beboere fra Pond Inlet. Louis var med i den ene båd, og hele redningsaktionen blev styret af Sheatie Tagak.

Det var Ole Jørgen og jeg, der var i jollen på det tidspunkt. Det lignede afslutningen på ekspeditionen, men Sheatie hjalp os senere sammen med borgmesteren Poul samt andre, til at hente jollen ude ved sandbanken. Det meste udstyr blev også fundet, og båden kom på land om natten med hjælp fra byens borgere.

Derpå gik et par uger med at rengøre motorer og udstyr for saltvand og sand. Fik omsider motorerne til at køre igen. Dog blev de sendt retur til Danmark, da de ikke gik som de skulle.

I løbet af vinteren besluttede vi, at købe nye motorer og samtidig skifte til firetakts motorer, hvormed vi kunne spare op imod 30-40 % i benzinforbrug.


AB, januar 2002.
Forsiden  .  Information  .  Produkter  .  Fotos  .  Forhandlere  .  Polarpassagen  .  Grønland  .  Kontakt  .  Skovhus Webdesign
© POCA Glasfiber ApS  .  Ndr. Fabriksvej 9  .  DK-8722 Hedensted  .  Phone: +45 75 89 14 77  .  Fax: +45 75 89 04 07  .