Sommeren 2003

Resume af sejladsen sommeren 2003.

Det lykkedes i 2002 at få hul på kontakten til de russiske myndigheder via det russiske firma Adventure Club og dets leder Dmitry Shparo (se også www.shparo.com ). Shparo arbejdede på at skaffe os tilladelser til sejlads i Rusland, men det blev dog ikke muligt, at forsætte sejladsen i 2002, som dermed blev et ”overligger” år.

I foråret 2003 havde vi alle tilladelser, og vi havde en russisk deltager nemlig Sergey Epishkin, også fra Adventure Club. Sergey stod for myndighedskontakt, og han skulle stige på båden, når vi nåede frem til den russiske by Providenia, hvor vi skulle indfortolde.

Vi forlod Point Hope, hvor båden havde ligget over siden 2001. Ombord var Frederik, Ole Jørgen og Anders. Sidste stop i Alaska blev i den lille by Teller, lidt nord for Nome. Her havde vi nogle dage inden vi skulle krydse Bering Strædet for at sejle til Providenia i Rusland.

Der var ca. 400 km til Providenia, og de blev sejlet ud i et stræk. Vejret var rimeligt, men af og til diset og med en vind, der sammen med den kraftige strøm, gav skum på bølgerne og lidt vanskelig sejlads. Det gik dog fint, og kom frem til Provideina, hvor vi kaldte myndigheder og Sergey via VHF radioen.

Sergey var meget effektiv, og allerede efter to timer, var vi kommet ind i Rusland, selvom toldernes stenansigter mindede os om tidligere tiders sovjetstyre.

I løbet af de par dage vi var i Providenia, fik vi badet i varme kilder, skudt med kalashnikov riffel og sunget om kap med russerne. Her tabte vi – og det til trods for, at vi havde både danske, grønlandske og engelske sange at trække på. Russerne kunne blive ved, og de opdagede med det samme, at vi startede om på vores repertoire.

Da vi forlod Providenia, kom vi ud i meget dårligt vejr. Det blæste 12-14 m/s, med pålandsvind fra Bering Havet. Havet var hvidt af skum, og kysten var svær at se, fordi luften var fyldt af skumsprøjt. Vi gik i sidevind mod øst indtil vi nåede et næs, hvor vi skulle dreje nordpå, og dernæst kunne søge ly i en fjord.

I Rusland kunne vi ikke bare bestemme, hvornår vi ville sejle. Havde vi først sagt vi ville sejle, hang vi på den beslutning, selvom vejret blev dårligt. Det var så det vi fik at føle her. Samtidig var der nu øjne på os hele tiden, idet myndighederne fulgte os overalt.

Næste stop var den lille by Lavrentia i Bering Strædet. Providenia var et forfaldent og trist sted med grå nedrivningsværdige betonblokke. I Lavrentia så der endnu værre ud, og det lignede en krigshærget by. Vi tankede benzin med fin hjælp fra militæret, som Sergey havde gode kontakter til.

Sejladsen fortsatte så mod nord til vi rundede Bering strædets østligste punkt, og kunne sejle mod næste lille by Uelen. Vi teltede i nærheden af byen, og sejlede derpå derind.

Det var en by i meget sørgelig tilstand, men her som andre steder blev vi utroligt godt modtaget af folk. Vi fik set noget af byen og vi fik oplevet trommedans arrangeret af russiske inuit. Det var spændende og smukt, og man kunne ikke blandt de varme mennesker se, at det kun var tre år siden, at folk døde af sult i Uelen – nogle overlevede ved at spise deres hunde. Det var en by, hvor traditionel fangst stadig foregik fra Umiaq, og her blev fanget både hvaler og hvalrosser, hvis stødtænder blev brugt til utroligt smukke udskæringer – scrimpshaw.

Fra Uelen gik det videre til Vankarem, hvor isen blokerede for videre sejlads. Vi måtte vente, til der kom fralandsvind, hvilket skete efter tre dage. Så fortsatte vi mod Mys Schmidta, men blev igen stoppet af isen ca. 20 km før byen Mys Schmidta.

Vi havde nogle interessante dage her på stranden, hvor det flød med drivtømmer. Der var alle muligheder for at lave bål. Folk fra byen fandt efterhånden ud af, at vi var der, og fiskere kom forbi med fisk til os, borgmesteren kom på visit, og en skole med lærere og elever dukkede op. Det blev til genvisitter og nye venskaber.

Efter 12 dage lettede istrykket, og vi kunne fortsætte mod Europa (som dog lå noget langt væk). På vej mod næste by Pevek mødte vi en flot hanbjørn. Han stod på en isflage og hvæsede af os, og ved et uheld kom vi til at give gas på motorerne. Så tog bamse flugten – vi hvæsede igen, og det var kraftigt!

Siden Mys Schmidta havde vi haft problemer med især den ene motor, som langt fra kunne tage fuld gas. Det betød, at vi ikke kunne plane, og sejladsen foregik således i et alt for adstadigt tempo. Kun, når der var tæt is, passede farten os.

Siden vi kom til Rusland, havde det ikke været muligt at købe ordentlig benzin. Vi kunne kun få 76 oktan benzin, og da vi var klar over dette inden afrejse, havde vi medbragt 400 liter oktanbooster, som skulle tilsættes benzinen inden brug. Tilsyneladende virkede det efter hensigten, men efterhånden gik det op for os, at boosteren åd plastdunkene, og sendte rester heraf ind i de følsomme motorer.

Først senere fandt vi ud af, at det var ovenstående, som formentligt var forklaringen på problemerne med motoren. I Pevek var den dygtige russiske mekaniker Oleg manden, der kunne løse problemet midlertidigt for os. Han fandt på at øge trykket til dyserne, og det virkede, så vi fik 95 % af ydelsen på den beskadigede motor.

I Pevek blev vi godt hjulpet af byens stærke mand, Mr. Chopik, som stod for al olie og benzin lagring i byen. Han tog os med på tur i bjergene, og vi besøgte en gammel Gulag lejr (fangelejr fra Stalin tiden), en guldmine og vi sluttede med russisk bad – banja i hans personlige badstue. Her blev der serveret god mad og drikke (øl og vodka), og Boris (Mr. Chopiks tjener) pinte vores hud i banjaen.

Vi fortsatte mod Kolyma floden. Havde igen lidt problemer med motoren, men det gik at plane. Vi sejlede op ad floden til vi kom til byen Petushki, hvor vi skulle fylde benzindunkene. Det blev til nogle dage her, inden vi kunne starte på en af de vanskeligste etaper på hele ekspeditionen.

Vi havde 1600 km foran os, og vi vidste på forhånd, at vi ikke kunne plane før efter omtrent halvdelen var sejlet, da lasten ombord var voldsom. 2000 liter benzin, fire mand og alt udstyr samt 300 liter oktanbooster.

Allerede på vej mod havet fik vi at føle, at der kunne komme vanskeligheder. I floden fik vi pludselig hård kuling, og de krappe bølger væltede ind i båden. Der var problemer med lænsepumperne og vi smed vand ud i spande. Vi søgte ind til land, og måtte pænt vente på bedre vejr.

Da det kom fortsatte vi mod ishavet. Her gik det nu mod vest – langsomt for en motor. Da det hydrauliske system var beskadiget på den motor, som ikke havde voldt de store vanskeligheder, brugte vi den anden.

Men pludselig stod den helt af. Den kunne ikke startes efter et kort ophold, og vi måtte så alligevel fortsætte med den motor, hvor hydraulikken var i stykker. Det gik fint i knap to døgn, hvor der var vindstille eller kun lidt vind.

Så pludselig begyndte det at blæse voldsomt op. Her var vi kun omkring 45 km fra en bugt, som kunne bruges til nødhavn. Men søen rejste sig så hurtigt og voldsomt, at det ikke var muligt for os med den tungt lastede båd og særdeles langsomme sejlads, at nå frem.

Vi kunne kun gå 12 km i timen, og havde således fire timers sejlads. Allerede efter en halv time stod det ind fra nord, og vinden fortsatte med at tage til på tværs af vores sejlretning. Vi besluttede at kaste anker ca. tre km fra land.

Her afventede vi så situationen, der desværre ikke blev bedre. Hen under aften var det slemt, og vi trak i overlevelsesdragterne. Samtidig kastede vi al oktanboosteren over bord, og vi fortøjede benzindunkene på siden af jollen, for at lette den.

Ved midnatstide var det så slemt, at vi besluttede at slå redningsflåden op. Nu blæste det hård kuling med vindstød af stormstyrke direkte fra nord. Den største fare var, at blive blæst på land i båden. Brændingen var over to km bred, og båden ville ganske givet havarere og rulle ind over sandbankerne.

Redningsflåden ville dog ikke umiddelbart op, og det lykkedes først, da vi havde afmonteret yderskjoldene. Vi bandt så redningsflåden fast til jollen med et ca. 10-15 meter langt reb, og vi krøb deri, for at vente på bedre vejr.

Klokken 6 om morgenen lokal tid begyndte vi at udsende nødsignal. Derpå blev både udenrigsministerium, ambassade, medier og russiske myndigheder involveret. Fra Moskva forsøgte Shparo at organisere en redningsaktion, men det blæste så meget at helikopterne ville have svært ved at gennemføre den. Desuden skulle de af sted med to helikoptere, da der var så langt at flyve, at den ene måtte bringe brændstof til den anden.

Vi havde vores satellittelefon i redningsflåden, og fulgte via den med i, hvad der foregik. Op af formiddagen løjede vinden lidt af, og vi kunne komme tilbage i båden. Pludselig dukkede der et kulskib op, og de fik fat i både os og jollen. De havde fået vores nødsignal og ledte efter os.

Helikopterne kunne afblæses, og vi var noget vingeskudte samlet op. Halvdelen af vores benzin var gået tabt, så vi kunne under ingen omstændigheder fortsætte ved egen hjælp. Vi kulskibet, en kulkran og en olietanker blev vi transporteret til Tiksi, der lå ca. 1000 km øst for det sted vi gik i redningsflåden.

Sejladsen var slut for denne sommer, og vi måtte hjem og slikke sårene inden vi kunne gøre klar til at fortsætte næste sommer.

 

Anders Bilgram, oktober 2006