Sommeren 2004
Resume af sejladsen sommeren 2004.
Med nye motorer drog vi i sommeren 2004 tilbage til Tiksi. Holdet var det samme som i 2003, og vi var alle ivrige efter at komme i gang. Motorerne blev monteret og vi drog af sted. Målet var først at nå tilbage til det sted vi året før var gået i redningsflåden, og derpå var det hensigten at fortsætte så langt mod vest som muligt.
Vi medbragte noget andet oktanbooster, som ikke nedbrød plastik. Desværre virkede det formentligt heller ikke særligt godt, og allerede efter få timers sejlads var der skade på den ene motor, formentligt pga. tændingsbanken. Motorens ydelse faldt til ca. 80 %, og vi sejlede et lille stykke op ad ”den sorte flod”, for at tænke situationen igennem.
Da vi stadigt kunne plane, besluttede vi at forsøge at fortsætte. Næste by hed Niezhneyansk, og efter et nogle få dage ved den ”sorte flod”, fortsatte vi. Isen lå tæt, og med den stærke jolle brød vi op mod 20 cm is. Fremad kom vi, og på et tidspunkt besøgte vi jakutiske fiskere i pauvert udstyrede hytter. De var utroligt flinke og vi fik et lille indblik i deres dagligdag i Sibirien.
På vej mod Niezhneyansk var vi kortvarigt inde i en meget sørgeligt udseende lille by, der hed Naighbar. Husene var faldefærdige og befolkningen så alkoholplaget og fattig ud. Her var ikke meget kontakt med omverdenen, og det var ikke et sted vi ønskede at overnatte.
I Niezhneyansk, som lignede en krigshærget by, fik vi tanket 80 oktan benzin – det bedste, der kunne skaffes i Sibirien. Vi fortsatte derpå mod øst, men da vinden tog til, søgte vi ly på en øde kyst. Her var drivtømmer og rensdyr, men selv om vi jagtede dem, fik vi ingen. Til gengæld fandt Ole Jørgen et stykke af en mammutstødtand.
Efter nogle dage fortsatte vi nordpå til et sted vi havde udset os som depot for benzin. Vi lagde 800 liter i depot og returnerede mod Niezhneyansk. Imidlertid var der nu omfattende skade på den ene motor. Der kom meget metalliske lyde fra den, og efter kort tid stod den helt af.
Langsomt og for en motor søgte vi ned til Nieshneyansk. Turen var slut for i år, og vi måtte have alt grejet inkl. Båd og motorer tilbage til Tiksi. Et containerskib hjalp os, og vi blev med vores båd i en container sat af på en kulpram i Lena flodens delta. Her boede vi nogle dage, indtil det lykkedes at komme de sidste 80 km ind til Tiksi.
Vi ville have båd og udstyr med tilbage til Danmark, og det lykkedes via Shparo, at få lavet aftale med militæret om transport af båd, udstyr og fire mand til Moskva med transportfly. Således gik det til, at båden blev fløjet gennem 6 tidszoner og derpå transporteret videre til Danmark på lastbil.
Sæsonen 2004 blev en nulløsning for sejladsen. Oplevelserne var dog store, og vi fik et indblik i jakuternes liv i det nordlige Sibirien. Siden blev motorerne hovedrepareret i Danmark, og gjort klar til at fortsætte eventyret. Dog ikke i 2005, som vi sprang over.
I 2006 kunne eventyret fortsætte, men i modsat retning af hidtil, idet sejladsen skulle gå fra Danmark til Norge og videre mod nord og øst til Rusland
Anders Bilgram, oktober 2006
Denne side bruger Macromedia Flash 8 - klik her for at installere