Dagbog 2007

Vi har købt en god cigar til hver og rationeret en ekstra klat smør til vores russiske tørkost, der absolut smager af frisk luft for at markere Cap Chelyvskin og sætter kursen mod sydøst. Men jeg vil ikke tænke på 151 grader west. Det vil smerte mig dybt at skulle forlade det smukke moderland Rusland og dets festlige folk. Der er god musik, sang om livets glæder, livgivende dans med skønne kvinder og efterfølgende klø af stærke mænd! Hvem kan leve for uden?

Siden 1999 har vi totalt set sejlet ca. 22.000 km under vores forsøg på som de første nogen sinde at sejle rundt om Ishavet i åben båd – en POCA 600 med 2x140 HK Suzuki påhængsmotorer, hvor vores mål samtidig er, at komme tæt på de folk, som bor langs de arktiske kyster. Det har ikke altid været lige let, og vi har haft en del at slås med, men vores vanskeligheder har så til gengæld været med til at åbne døre hos de mennesker vi har besøgt, hvadenten det har været inuitter i Grønland eller nenet folk eller jakuter i Sibirien.

Overalt har vi mødt stor gæstfrihed og hjælpsomhed og uden den formidable uselviske støtte fra Ishavets beboere, havde vi aldrig kunnet gennemføre dette eventyr. Vi mangler nu ca. 5.500 km før vi har været hele vejen rundt, og vi vil forsøge, at gøre et godt indhug i denne resterende del i år. Hvis det går rigtigt godt er der en teoretisk mulighed for, at vi kan færdiggøre sejladsen i år, men da isen ved Kap Tjeluskin sjældent bryder op før ved udgangen af august eller i første halvdel af september, er det tvivlsomt om det kan lade sig gøre.

Mere sandsynligt er det, at vi kan nå til Tiksi ved Lenaflodens udmunding i Ishavet efter ca. 4.500 km. Herfra er der ca. 1.000 km til det sted vi i 2003 måtte gå i redningsflåden. Men det er en vanskelig strækning uden mange muligheder for at søge ly for kraftige vinde, hvorfor vi ikke vil binde an med det i september. Et af de store problemer i det russiske nord, har været at skaffe ordentligt benzin, idet det bedste vi har kunnet skaffe var 70-80 oktan. Det har kostet ødelagte motorer 2 gange, og været en meget bekostelig affære for os.

Danmark til Naryan-Mar.

Frederik og jeg mødtes nogle dage før afrejse i København, hvor vi så brugte de følgende dage til at indkøbe de resterende dele til vores gigantiske samling af udstyr samt få vores visum på plads. Her lage vi mærke til, at kvinderne på ambassaden var mere smilende end tidligere, hvor vi ellers primært var stødt på stenansigter. Nogle dage senere stødte Ole Jørgen til efter en uge i Frankrig, og nu kunne vi få et samlet overblik over vores opakning, der umiddelbart så ud til, at kunne få en libanesisk flygtningelejr til at ligne det rene vand. Selv efter vi havde skåret tandbørsterne over og smidt kondomerne ud, så var der stadigt ca. 153 kg samlet last, som vi skule have fragtet til Moskva og senere Sibirien. Tidligere fangers forvisning til denne fjerne afkrog af verden var sandsynligvis en anelse mere pauver end denne urimelige udstyrsoverflod gav indtryk af. Men når alt kom til alt, så var hver eneste lille detalje nøje planlagt, og det var ikke overflødige kilo vi medbragte, men nødvendigheder til et eventyr, som rakte langt længere end en almindelig søndagstur.

Det helt store show fik vi i lufthavnen, hvor folk måbede, da de så de enorme mængder bagage hos tre bedagede og grånende (nogle af os) herrer – de måtte mindst være smidt ud hjemmefra, tænkte de ikke indviede. Men hos Aeroflot er man vandt til den slags flyttelæs, så de har den fine service, at man kan møde op på deres kontor i lufthavnen, og betale overlæsset forud. Betaler man ved check-in skranken, koster det ca. 150 kr pr. kg, men ved forudbetaling, kan man slippe med 35 kr. Ikke nogen dum besparelse for fattige ekspeditionsrotter som os. Igennem slap vi, men dog ikke længere end til bording kontrollen, hvor vi ikke havde været opmærksomme på at få en flaske vikingeblod – godt gammeldags mjød, lagt i den in-checkede bagage. Frederik havde dog løsningen, idet han fandt en kollega, som måbende og mundlam så sig foræret en flaske gode dråber, der ellers havde været tiltængt vores russiske ekspeditionsdeltager Sergei.

Dagene i Moskva var som altid hektiske, men vi var i godt selskab i Adventure Club med Dmitry i spidsen. Vi besøgte nogle af hans gode venner i en ”datja” – et hus uden for byen. Her fik vi en fantastisk beværtning sammen med Dmitry, Matvey og Natasha (Dmitrys søn og svigerdatter) samt Steve, Karla og Senia/ Kevin. Steve var tidligere amerikansk jagerpilot, og han var nu gift med Karla, som var russer. Hun var vokset op tæt på de store russiske politikere, og hendes mor, som også var i til stede, var datter af en af Stalins 8 personlige rådgivere. Steve og Karla havde arrangeret en prægtig eftermiddag, hvor vi fik alt det hjertet og maven kunne begære i rigeligt mål. Senia, der samtidig havde det amerikanske navn Kevin var Steve og Karlas søn, og han skulle følge os de næste dage, idet Dmitry havde arrangeret, at han kunne tage med os til Naryan-Mar og hjælpe os.

Vi blev modtaget af Jury i lufthavnen. Det var godt at gense den lille uhyggeligt arbejdsomme og travle mand, der til trods for sine mange opgaver altid havde smilet med sig. Konstant tyggende på tyggegummi, tog Jury godt imod os, og han havde arrangeret en lastbil til bagagen. Desuden havde han sørget for, at vi kunne låne hans mors lejlighed, mens vi var i Naryan-Mar, hvilket vi ikke skulle betale for. Desværre lå den på 5. sal, så der blev pustet en del på trapperne, når vi skulle have holdet af præplejehjemskandidaterne fra Polar Passage 2000 ekspeditionen så højt op. Det lykkedes dog som regel med kun to pauser undervejs.

Jury, som var født og opvokset i Naryan-Mar, var uddannet jurist. Han havde en søster og en bror samt kone og 3 børn. En pige på 17 år, som var flyttet til Skt. Petersborg for at læse, samt to mindre børn på 6 og 3 år, der p.t. var på ferie ved den Baltiske Sø med deres mor. Jury selv holdt stort set aldrig ferie. Han havde 5 jobs at passe, og et fint lille kontor, hvor han havde alt i moderne elektronisk udstyr. Han arbejdede ofte natten igennem, men som han sagde, var der ingen grund til at få meget stress – kun lidt en gang om dagen og lidt mere en gang om ugen. Jeg kom i kontakt med Jury via internettet, da jeg sidste forår søgte efter oplysninger om Naryan-Mar. Jeg faldt over nogle dagbogsbeskrivelser fra en slovakisk kvinde, der havde været på besøg i Naryan-Mar, hvor hun havde fået en stor og fin hjælp fra en vis Jury Tuliabaev. Det lykkedes mig, at få hans e-mail adresse via et internetbasseret mødested for rejsende fra hele verden. Jury svarede på min mail, og viste sig både sidste år og i år, at være en helt fantastisk hjælp for os.

I de følgende dage i Naryan-Mar arbejdede vi ihærdigt på båden. Vores gode gamle Olga var ganske nøgen, da vi startede – og vigtigst af alt; hun var uberørt. Det samme var vores motorer og udstyr, som havde stået godt opbevaret i Jurys garage. Søndag holdt vi dog fri, og Jury kørte os ind på tundraen til en nenet camp, hvor vi havde en prægtig eftermiddag i godt selskab med gode mennesker. Det viste sig dog, at det ikke var nenet folk, men primært mandlige og kvindelige politifolk fra Naryan-Mar, som var i ”nenet-campen”. Der var dog en fin tume (telt) og et lettere mølædt rensdyr. Og som prikken over i-et havde de en shaman at vise frem. Det var en mand med format. Lille og grim som enhver shaman bør være, men samtidig lynhurtig til at hive de bedste historier om varulve og anden overtro op ad lommen. Han fik sine svar i vinden forlød det, og det hele virkede gevaldigt overbevisende – især efter vi havde nedsvælget et par medbragte flasker vodka.

Fra vinden fik han også at vide, at han ikke havde gjort det rigtige i dag. Han skulle have plukket svampe i stedet for at snakke med os. Dog svandt trangen til svampeplukning i takt med, at vi tog ham alvorligt. Da Frederik bad ham velsigne vores nye telt, så vi kunne sove trygt i det – en tume, vi havde fået sponsoreret af Friluftsland, var han helt på hjemmebane, og han sagde, at han ville være færdig om halvanden time. Så lang tid tog det dog ikke, og allerede efter 20 minutter var tumen velsignet. Han havde lavet et lille bål derinde, men kun haft lidt ild, da han var bange for at sætte ild til teltet. Seancen sluttede af med, at han delte nogle farvede bånd ud, som skulle bindes fast i et bestemt træ. Vi måtte så for hvert bånd give et ønske, som ville blive opfyldt inden for 2 uger. Dog maks. 3 ønsker pr. mand!

Til aften kreerede Ole Jørgen et forrygende måltid med de få forhåndenværende ingredienser. Han viste sig som den ypperste ekspeditionskok, hvor vi nød store stegte rensdyrbøffer kraftigt akkompagneret af den ene madorgasme efter den anden. Vi var faktisk helt udasede, da vi nåede til deserten; kylling stegt a’ la and. Det hele nedsvælget med vodka og øl. Unge Senia fandt hurtigt melodien, omend han kun nippede til vodkaen.

Dagen efter måtte vi sige farvel til Senia. Han havde haft nogle rigtigt gode dage i selskab med ekspeditionsfolk – det var vist ikke de bedste vaner, vi havde lært vores unge ven, men han havde fået en uforglemmelig forsmag på livet, som han dog næppe ville dele detaljeret med sine forældre! Vi tog afsked med ham, og han skulle nu til Karelien med sine forældre. Karelien ligger tæt på den finske grænse, og det er her Adventure Club arrangerer ture for unge fra hele Rusland. Ca. 4.000 unge russere er på eventyr og oplevelse her hver sommer. Nu var det Senias tur, men han ville hellere være blevet i Naryan-Mar....

Omsider fik vi båden i vandet, og vi kunne hurtigt konstatere, at motorerne gik perfekt. Alt virkede som det skulle, og nu ventede vi blot på godt vejr. Vi var som planlagt klar til at sejle den 1. august. Det blæste dog for meget, men allerede den 2. august så det lovende ud, og vi gjorde klar til afsejling. Da vi havde alt klart, og havde sagt farvel til vores uvurderlige hjælper Jury, så begyndte det at lyne. Det var ikke særligt let, men vi måtte nødvendigvis udskydde sejladsen, da hverken Frederik, Ole Jørgen eller jeg ville sejle i tordenvejr. Sergei kunne dog ikke forstå det, og han mente ikke det var et problem. Han var dybt deprimeret over vores beslutning. Boundary Service i Naryan-Mar tog det dog pænt. De skulle formelt sende os ud af byen, men i stedet delte vi en flaske vodka med dem ombord i deres skib, hvor de også hjalp med at opbevare noget af vores grej til næste dag. Boundary Service var her nogle unge særdeles hyggelige og gemytlige gutter, som meget gerne ville hjælpe, og de udviste den fineste konduite i situationen – og endda med det største smil. Vi opsøgte Jury igen, og fik endnu engang husly i hans mors lejlighed.

Dagbog 2, 2007

Naryan-Mar til Ust Kara

Da vi stod op, var det tilsyneladende fint vejr, og foregående aftens regn og torden var drevet væk. Vi hentede vejroplysninger hos Jury, hvorpå han kørte os til båden. Vi tog afsked med ham igen, men som han sagde, så ville han ikke blive forbavset, hvis han hørte fra os igen senere.... De næste par timer finpakkede vi båden. Det er hver gang et stort arbejde, da hver eneste ting skal ligge bedst muligt, og samtidig skal vi have lidt plads i mandehulen, så vi kan få en lille skraber på skift. Frederik er mesteren i at pakke båden, men det er et varmt job, som får sveden til at springe på store dele af vores politiski. Det synes myggene er skægt, og han får ikke megen fred, mens han slås med opgaven. Jævnligt må vores ærede og respekterede ”packman” ud af mandehulen for at tørre sin fugtige krop i solen – her bliver det til en smøg og et toiletbesøg, hvorefter han fortsætter sin vanskelige pakning af adskillige hundrede kilo gods, fra Polar Passage 2000 ekspeditionens overskudslager.

Kl. 12.00 den 3. august kunne vi drage afsted. Vi havde 1660 liter benzin ombord, samt en del ekstra udstyr i forhold til sidste år, så vi kunne ikke plane. De første par timer sejlede vi derfor langsomt ned ad floden mod Barents Havet. Det var fint vejr, og da vi omsider kom op at plane gik det godt med ca. 25 knob. Ole Jørgen fik overdraget rattet, og nu gik det i kalakspeed, hvor vi til tider nærmede os de 30 knob. Den tungt lastede båd fløj afsted, og kort efter var vi oppe ved ishavet.

Vi fortsatte mod øst først i fineste solskin, men kom lidt senere ind i tæt tåge. Den var som ærtesuppe, og vi kunne kun orientere os via GPS’en. Tågen fortsatte dagen og aftenen igennem, og midt nat, hvor Frederik sejlede båden, hørte vi pludseligt et voldsomt udbrud fra ham. Hvalrosser råbte han forskræmt – han havde været lige ved at sejle en af dem over. Vi andre sprang ud ad mandehulen, og ganske rigtigt var der hvalrosser overalt. I flokke på 3-8 stykker svømmede de rundt og åd, så det var den rene lyst. Vi sejlede rundt mellem dem og filmede til den store guldmedalje. Nogle gange rejste de sig, som trådte de vande, og stirrede nysgerrigt på os med deres små øjne, der var dybt omkranset af fedt, og understreget af det fineste overskæg. Deres store tænder, gav dem et lidt frygtindgydende indtryk, og det var tydeligt dyr, man skulle have respekt for. Deres kolosale kroppe brød overfladen mens de tæt samlet svømmede foran båden. De sked grønt og pruttede om kap, og der lugtede gevaldigt slemt efter dem. Nogle gange rejste de sig i flok foran båden og stirrede på os. Hvad er det der for noget? tænkte de. Spørgsmålstegnene stod malet i tågen over deres hoveder.

Efter lidt tid drog vi videre ind gennem Yugorskij Char på vej ind mod Kara Havet. I strædet lettede tågen lidt, og vi kunne se lidt af kysten. Der var nogle meget store klippeblokke langs kysten, der ellers ikke havde de store højder at byde på. Det så ud til, at der var lavvande, og langs land lå der flere steder resterne af isfoden. Det var ikke længe siden, at der havde ligget is her. Tågen fortsatte inde i Kara Havet, og vores færd fulgte nu den sydlige kyst. Efter at have sejlet ca. 650 km siden vi forlod Naryan-Mar begyndte det at blæse op, og vi besluttede, at forsøge at komme ind i Kara Floden for at afvente bedre vejr.

Da vi nåede frem blæste det godt, og vi kunne se på de kæntrende bølger langs land, at det kunne blive svært at nå ind i floden. Jeg bad alle om at tage overlevelsesdragterne på, da vi i tilfælde af en kæntring, så ville have mulighed for at klare os. Der lå en lille by derinde. Vi sejlede forbi flodmundingen, og via kort og GPS lykkedes det at komme omkring den enorme sandbanke, der lå uden for flodmundingen. Vi fandt udløbet, og sejlede forsigtigt ind. Her havde vi brænding på begge sider af os, men der var dybt nok, hvor vi sejlede. Længere inde løb vi dog på grund, men det lykkedes, at komme fri uden større vanskeligheder. Nu nærmede vi os byen, hvor folk tilsyneladende ikke var stået op endnu. Klokken var ca. 7 om morgenen, da vi nåede frem. Der var dog en enkelt lille mand, som stod inde på stranden og tog imod os. Han hjalp os med at finde et sted vi kunne lægge båden.

Da vi entrede denne noget pauvert udseende by, blev vi med det samme modtaget af flere folk, der var på vej til arbejde. Sergei gik med den mand, der først havde taget imod os, og vi andre fik en sludder med nogle af dem, der kom forbi. Vi forstod dog ikke meget af det de sagde, og de forstod ikke os, men vi fandt ud af, at det var ukrainske arbejdere, der var ved at bygge en skole som kontraktarbejde her i byen Ust Kara. De tog billeder af os, og spurgte om vi var turister. Vi forklarede, at vi var på ekspedition, men var gået herind, fordi det blæste for meget. Den lille mand som Sergei var gået med var indfødt nenet mand. Han hjalp os med kontakt til kommunaldirektøren, der dukkede op ved 9-tiden.

Hun var utroligt venlig og tog rigtigt pænt imod os. Desværre var vi så trætte, at vi dårligt kunne holde øjnene åbne i den time vi sad på hendes meget varme kontor. Frederik, Ole Jørgen og jeg nikkede om kap, og vi snorkede på skift. Hun var dog en forstående kvinde, der tog vores uhøflige adfærd med et sødt smil. Sergei, der havde sovet noget mere, holdt sig bedre vågen, og han snakkede længe med hende – vi andre hørte kun en svag mumlen.

Vi fandt senere ud af, at der bor ca. 700 mennesker her, og at de fleste tilhører nenet folket. Sprogligt tilhører de imidlertid comi folket, som bor lidt mere mod syd og øst. Flere af byens familier lever den dag i dag som nomader på tundraen. Kun 3 måneder om sommeren opholder de sig i byen – ellers lever de sammen med deres rensdyr på tundraen. Disse mennesker bor i tumer og basserer fortsat hele deres tilværelse på rensdyrhold. De transporterer sig på slæder trukket af rensdyr, og deres tilværelse former sig, som den har gjort for deres forfædre i hundredvis af år.

Kommunaldirektøren ringede rundt, og efter lidt tid fandt hun et sted vi kunne overnatte – på vejrstationen i den anden ende af byen. Her kunne vi også holde opsyn med båden. Vi gik derned, og blev mødt af dels en særdeles skægget mand, og dels en kvinde med store og grimme briller. De var dog meget venlige og hjælpsomme, og de hjalp med at sikre båden og få vores grej bragt ind i huset. Kort efter lå vi alle i en så dyb søvn på gulvet i et af husets værelser, at vi ikke engang ænsede den diskrete duft af kattetis i møblementet.

Dagbog 3, 2007

Ust Kara.

Vi stod op til aften, og var nu rimeligt udhvilede. Den skæggede mand hed Dmitry, og han havde nu arrangeret banja for os. Vi gik over i en tilstødende bygning, hvor der var godt varmet op, og hvor saunaen om ikke ligefrem stod og dansede af varme, så i hvert fald var godt varm. Vi tog os god tid, og svedte en solid del tran af os, før vi gav op og ilede ind i køkkenet for at få et solidt måltid mad. Dmitry og kvinden med de seje briller Ludmilla spiste med. Dmitrys søn Parsha, som også havde hjulpet bravt til, var dog ikke til stede – han havde besøg af kammeraterne, der alle syntes, det var vildt sejt, at der i hans hus boede ”de fremmede”. Det var yderst sjældent – vistnok kun sket en gang før nogen sinde, at der dukkede nogle fra verden uden for op, og derfor var vi hurtigt en attraktion i hele byen.

Dagen efter gik vi over middag en tur. Sergei blev tilbage for at hjælpe Dmitry med hans computer, men vi andre tre så os om. Parsha sprang med som guide, og midt i byen faldt vi over et større opbud af unge, men også nogle ældre. Der var konkurrencer, som særdeles myndigt blev styret af en kvinde omkring de 35-40 år. Først stod den på vægtløftning. En tung jernkugle skulle løftes så mange gange som muligt op i strakt arm. Der blev sendt en del fæle lyde ud, når de unge kappedes om at løfte jernkuglen flest gange.

Bagefter skulle der hoppes over en række kasser, som stod med korte mellemrum. Her kunne Frederik ikke bare se på længere. Han sprang frem til damen, og meldte sig til konkurrencen. Og vores betjent tog kegler. Han sprang, så det var den rene lyst at se – selv de unge, så nedslået deres ellers flotte præstationer gjort til skamme, da Lynge tog turen over kasserne. Endda uden at gå på gumpen. Bagefter var den aldrende betjent dog en anelse udkørt – ja, udbrændt ville nok være mere korrekt. Han fik pusten, og gik videre til næste konkurrence, hvor der nu skulle kastes med store jernkugler. Han gav her alt, hvad han havde i sig – der sprang en brandskid og kuglen fløj afsted. Heldigvis blev ingen ramt, og kuglen landede langt fra den stolte kaster. Damen gav ham en masse pæne ord med på vejen, hvorefter konkurrencen fortsatte med de lokale, der allerede på dette tidspunkt så slukørede ud ved tanken om, at alle præmierne skulle gå til en turist.

En spadseretur til kirkegården og en time senere var vi tilbage til forsamlingshuset, som lå lige ved siden af ”sportspladsen”. I forsamlingshuset overværede vi nu en storslået, opvisning af børn fra skolen. Vi forstod ikke så meget af, hvad der foregik, men ungerne gjorde deres bedste for at give alle en god dag. Det var meget skægt at være med. Det sluttede med medaljeoverrækkelse, og her havde vi på en suveræn 3. plads vores Lynge på podiet. Tre gange fik han overrakt præmier for sine sublime præstationer. Fyldt med indtryk gik vi tilbage til vejrstationen, hvor vi spiste et godt måltid mad. Kort efter indfandt kvinden fra konkurrencerne sig. Hun var stedets korrespondent, og sundhedsplejerske, samtidig med at hun organiserede forskellige aktiviteter for de unge i byen. Vi sludrede med hende i nogen tid, inden hun gik hjem, og vi gik til ro.

Tirsdag den 7. august, hvor vi fortsat lå underdrejet, hørte vi husets hund gø, og pludselig dukkede der en slæde med 5 resndyr foran op ude foran vejrstationen. Der fulgte en nenet mand, som kom for at vise sin slæde og sine rensdyr frem for os. Han forsøgte, at leve som rensdyrnomade, men det var ikke så let. Han havde drukket, og var beruset, men ikke decideret ubehagelig. Han havde meget barkede næver, og var særdeles beskidt, men han havde samtidig en personlighed, som lyste ud af ham, og hans rensdyr så meget velplejede ud. Han ville have os til at tage billeder, hvor vi sad på slæden, og hvor man kunne se vores båd i baggrunden. Det var to meget forskellige kulturer, som her mødtes for første gang. Bagefter kørte han afsted for fuld fart hen ad stranden.

Helikopteren landede, og han drog derop. Vi gik også op til ”heliporten”, som bestod af nogle skævt liggende betonfliser, der lige akkurat kunne understøtte helikopterens landingshjul. Vores nenethyrde drog nu i fuld fart ud på tundraen, inden helikopteren formentligt ville have skræmt rensdyrene fra vid og sans, da den skulle lette igen. Da piloterne skulle have jernfuglen i luften igen, var de nødt til at jage hunde, børn og tilskuere på lidt afstand inden de kunne sætte rotoren igang. Flot så det ud, og uden at have en vejrudsigt, steg helikopteren op i de lavthængende skyer, der jog afsted i den kraftige blæst.

Dagbog 4, 2007

Ust Kara til depot 1.

Den 10. august var vinden i Ust kara endelig løjet så meget af, at vi turde tænke på at sejle videre. Vi gik tur for at komme ud i nærheden af havet, for at se om søen havde lagt sig nogenlunde. Det så godt ud, og vi begyndte at gøre klar til afsejling. Frederik og jeg fik set på vores pumper, hvor kun en ud af tre virkede. Det lykkedes efter nogle timers arbejde, at få dem alle til at køre igen.

Derpå fulgte pakningen af båden, og etablering af mandehulen – et projekt, som tog nogle timer, og først kl. 00.30 kunne vi sejle, efter at have taget afsked med vores venner i Ust Kara. Det var tåget, men dog ikke mere, end at vi kunne se land så nogenlunde. Ole Jørgen lavede tre waypoints på satellitnavigatoren, så vi kunne komme sikkert ud af flodmundingen, hvor vi for indadgående var stødt på grund en enkelt gang. Nu gik det imidlertidigt fint på vejen ud, selvom det tog en time, før vi var på åbent hav.

Vi krydsede over 70 km af det sydlige Kara Hav mod Yamal halvøen, og efter knap 2 timers sejlads i modsø, nåede vi kysten, der dog var indhyldet i tæt tåge. Af og til dukkede der dog landkending op, og vi passerede en af de små isolerede vejrobservationsposter, som der ligger en hel del af langs Kara Havets kyster. Det er dog ikke muligt at kommunikere med disse poster, da de udelukkende har kontakt med omverdenen via telegraf.

Vi fortsatte langs kysten af Yamal halvøen. Kun en gang imellem kunne vi skimte landet, der i starten havde lidt højder på 20-30 meter, men senere ændrede karakter til enorme sandsletter på kun få meters højde.

Kara Havet er berygtet for sit altid dårlige vejr, hvor der 65-75 % af tiden hersker tåge, regn og blæst. Vi havde ikke så meget vind og regn, men til gengæld masser af tåge. Godt halvvejs oppe mod depotet overtog Frederik styringen. Ole Jørgen og jeg var kravlet i mandehulen efter at have taget de første tørner ved roret.

Frederik satte i gang, og pludselig så vi Sergei, der stod ved Frederiks side, indhyldet i kaskader af vand. Det så ud som om, der oppe på hardtoppen stod en og smed den ene spand vand i hovedet af Sergei efter den anden. Han var drivende våd. Frederik var meget træt, og fik totalt ”white out” i tågen. Han sejlede i kraftige cirkler, med og mod vinden, og vandet væltede ind over Sergei, der blev stiv af rædsel og ikke turde flytte sig. Skrækken stod malet i hans ansigt, i lige så høj grad, som vores betjent så forundret ud. Ole Jørgen og jeg vred os af latter inde i mandehulen. Det så ufatteligt morsomt ud, og vi kunne næsten ikke trække vejret af bare grin.

Omsider stoppede Frederik sine cirkulære eksperimenter med en forkert trimmet båd i oprørsk sø. Sergei kom ind i mandehulen, og så meget fortumlet ud. Han var helt forpjusket og kun hans flydedragt havde forhindret, at han også blev våd inden under tøjet. Da Ole Jørgen og jeg endelig kom til os selv igen, tilbød jeg at overtage styringen, så vores politiski lige kunne få lidt mere tiltrængt søvn. Han takkede og tog imod, og vi fortsatte mod depotet.

Efter yderligere nogle timers sejlads nåede vi frem – dvs. jeg kom til at sejle for langt. Nu var det mig, der var træt, og jeg var kommet forbi det punkt, hvor indsejlingen til den havn, vi skulle ind efter vores benzin, lå. Dog kun 8 km, men alligevel...

På vej ind sagde Sergei, at vi bare skulle holde direkte ind langs den nordlige indsejling, men han var åbenbart heller ikke frisk, for kort efter kørte vi på grund på en stor sandsbanke ud for kysten og indsejlingen. Det lykkedes at komme fri, men nu havde vi en del besvær med at finde sejlrenden, som naturligvis ikke var mærket op.

Depotet var fragtet med skib til denne lille havn på Yamal halvøen, hvor de primære aktiviteter er relateret til forsyning af firmaer og mandskab, som arbejder med eftersøgning efter gas i området. Der er derfor en del skibe, der dagligt anløber havnen. De største må blive ude på havet, mens de mindre kan sejle ind ad en ikke markeret kanal. En barge var nu på vej ud, og vi fulgte så den modsatte vej ind.

Da vi lagde til inde i havnen ved siden af en flydende kran, gik Sergei ud for at finde havnefogeden. Imens sad vi andre og slappede af på en barge ved siden af kranen. Pludselig så vi noget, som kun kunne tolkes som et fatamorgana. Ved stranden stod der en kvinde kun iført bikini. Vi gned øjnenen igen og igen, men hun blev ved med at være der, og nu gik hun også ud for at bade. Bagefter trak hun i en rød kimono og returnerede til netop den kran, som vi sad meget tæt på. Hun vinkede til os, og gik ind. Hvad var dette for noget???? På godt og vel 71 grader nord. En badenymfe??? Vi forstod igenting og tænkte, at det rablede helt for os.

Da Sergei kom tilbage fortalte vi ham om vores fantastiske syn, men han grinede bare af os. Nu sejlede vi hen til en anden kran, hvor vi blev godt taget imod af kranens chef og kaptajn Vasili og hans kone Lilia. På deres kran havde vi en container med 1.600 l benzin, og her skulle vi bo, indtil vi havde tanket benzin, og indtil vejret tillod videre sejlads. Først skulle vi dog have en tiltrængt god søvn – og da vi blev vækket til aften stod den på dejlig varm mad og banja.

Dagbog 5, 2007

Depot 1, Herasavay.

De næste dage boede vi med mandskabet på kranen. Det var interessant at opleve livet her, og vi blev forkælet efter alle kunstens regler. Da det blev lørdag tankede vi vores dunke op med benzin fra vores depot, som bestod af 8 stk. 200 liters tromler i en forsejlet container. Vi havde et par pumper, som vi havde købt i Rusland, og nu skulle de prøves af. Den dyreste og fineste af dem virkede ikke, men den anden, som var af en tilsyneladende elendig kvalitet, virkede til gengæld godt, så sammen med en tredje slange, som vi brugte som hævert, lykkedes det i løbet af 3,5 time om eftermiddagen, at fylde vores dunke – 23 stk. á 65 liter, hvilket skulle være rigeligt til at nå frem til Tiksi.

Da vi var omtrent færdige, kom der pludselig to skindklædte nenet folk på besøg på kranen – de havde ”parkeret” deres rensdyrslæder på tundraen lige uden for havneområdet. Frederik kiggede deres handelsvarer ud. Der var ikke meget at gå efter, idet det eneste de havde med til at sælge var en stak afsavede rensdyrgevirer i bast med blodige ender. Frederik var lidt i tvivl om brugen af disse udsøgte gevir stykker. Var de til at spise – koge suppe på? Eller var de blot til at hænge på væggen? Måske som souvenirer???

Da brugen af dem ikke lige var til at regne ud, og Frederik havde opdaget, at den ene af dem havde en fin hjemmelavet kniv i bæltet gik han nu målrettet efter en handel her. Frederik forsøgte med penge, men den var ikke til salg. Så prøvede han med penge plus hvæssesten, to forskellige typer. Lige fedt hjalp det. Den unge nenet mand var ubøjelig, og forhandlingerne gik i hårknude. Endelig måtte Frederik ty til sit sidste kort. At bytte sin egen kniv væk for nenet mandens. Frederik havde en meget fin kniv, som han selv havde lavet. Den havde et flot skæfte og var ud af godt stål. Nenet manden indvilgede efter nogen overvejelse i at bytte, såfremt han dog samtidig fik en af hvæssestenene. Omsider var handelen på plads, og begge var glade.

Senere så vi de to nenetmænd køre ud over tundraen på deres rensdyr slæder, og det gik faktisk pænt stærkt. Til aften var vi på besøg på en anden kran sammen med vores værter på den kran, som vi boede på. Selv om vi ankom lidt sent, var der hurtigt disket op med det bedste køkkenet formåede. Det viste sig, at det var en af de to kvinder på denne kran - Valentina, som havde taget sig en svømmetur, da vi ankom for nogle dage siden. Da vi skulle tilbage til vores egen kran, og vi var ved at gå, gentog hun sin vikingetur i den arktiske lagune. Det så koldt ud, og der var ikke lige nogle af os andre, som havde lyst til at følge hendes eksempel.

De næste dage gik uden de store begivenheder. Vejret var elendigt, og vi måtte pænt vente. Et besøg hos havnefogeden og i den lokale butik 12 km væk, var blandt de største adspredelser. Tirsdag så det imidlertid ud til, at vejret bedredes, og hen på eftermiddagen begyndte vi at gøre klar til afsejling. Til aften var det ligefrem godt vejr, og vi drog afsted kl. 21.00, idet vi vinkede farvel til vores gode venner kaptajn Vasili og hans kone Lilia, Michail, Alexander, kaptajn Stanislav m.fl. og drog mod nye horisonter og eventyr i retning af Dikson. Den forestående sejlads strakte sig over ca. 725 km af Karahavet. Først 250 km mod nord, og derpå i mere nordøstlig retning.

Dagbog 6, 2007

Herasavey til Dikson

Vi drog fra Herasavey i godt vejr, og nu fandt vi let vej ud fra floden. Der var dybt nok, hvis bare man vidste, hvor man skulle sejle. De første 250 km langs Yamal halvøens kyst gav ikke mange læmuligheder i tilfælde af kraftig vind. Det var en kyst, som hovedsageligt bestod af lange sandbanker og strande. Et par steder var der nogle mindre floder, der løb ud i Kara Havet, og på kortet så det ud som om, der måske kunne være mulighed for læ et par af disse steder, men da vi passerede dem, kunne vi se, at det vist ikke var realistisk. Så skulle vi da være så hårdt presset, at vi ikke havde andre muligheder end at forsøge med en af disse floder, og det var ikke det, vi satsede på.

Vi sejlede nu stik nord i det fineste aftenlys. Himlen var farvet i alle malerens pastelfarver, og solen krøb langsomt mod horisonten, mens den sendte sine sidste stråler ud til os og vores prægtige orangefarvede Olga. Først kl. 23.20 forsvandt solen, og vi fortsatte i dæmringen, som aldrig blev til nat.

Da jeg her lå inde i mandehulen gik tankerne på langfart til min dejlige familie i Hjortdal. Tanker om sidste gang Githa (min kone) og jeg var ude at spise og danse i Aalborg, og om hvor hyggeligt og dejligt det havde været. Tanker om vores enestående familieeventyr forrige vinter, hvor vi var på en måneds oplevelser på Fiji og New Zealand. Det havde været den mest storslåede rejse sammen med Githa og mine to børn Katrine og Rasmus, som havde fået en god smag på, hvad det vil sige at drage ud på eventyr.

Tankerne gik til sidste sommer, hvor Katrine og Rasmus var med på ekspedition i Olga, og deltog i sejladsen fra Danmark til Norge og videre langs hele Norges kyst til Kirkenes i Nordnorge. De havde været deltagere på eventyret rundt om Ishavet sammen med Frederiks søn Malik, med Frederik, Ole Jørgen og jeg. Det at rejse med sine børn på den måde, var helt fantastisk, og vi fik nogle fællesoplevelser og minder, som vi altid vil have sammen. Her fra mandehulen gik der nu, som så mange gange tidligere de varmeste tanker til Hjortdal.

Jeg lå også og tænkte på resten af min familie, og vores seneste tur til Norge med mine søskende og alle ungerne - hvor sjovt de otte unger altid har det, når de er sammen. Mine forældre skulle have været med, men desværre var min mor blevet syg, så de havde ikke kunnet rejse hjemmefra. Min far er ved at bygge et nyt hus til dem, og jeg lå og tænkte på, at jeg gerne ville kunne hjælpe ham noget mere, når jeg kommer hjem – hvis bare jeg ikke får alt for travl på arbejdet....

Vi fortsatte nordpå og nærmede os den nordligste del af Yamalhalvøen. Jeg overtog nu styringen efter Ole Jørgen, der senere fortalte mig, at han i tusmørket havde været tæt på at sejle ind i et stort stykke drivtømmer, men i sidste øjeblik havde undveget det. Oppe ved det nordligste hjørne af Yamalhalvøen skulle vi ændre kurs til nærmest stik øst. Og lige da vi rundede hjørnet, stod solen op efter ca. 4 timers lys nat, og vi fik nu morgensol i Kara Havet på vores vej ind i strædet mellem Yamalhalvøen og den ø, der ligger lige nord for Yamal.

Et skib sejlede mod os, og vi nærmede os, det, mens Ole Jørgen filmede. Vi kunne se at kaptajnen stod i styrehuset og kiggede på os i kikkert – han må have spekuleret bravt på, hvad det var for en båd, der kom fræsende her. Havde Sergei været i hans sko, havde han sagt: ”What it?”.

Kort efter løb vi ind i tæt tåge. Sigtbarheden gik ned til 100 meter med god vilje. Efter en stund opdagede jeg pludselig, at vi var ved at passere nogle store mørke og rustne jernkolosser, der dukkede op i tågen. Det var et skib, der trak et par pramme efter sig. Vi skulle være meget årvågne her, da vi tydeligvis sejlede et sted, hvor der var en del skibstrafik.

Videre gik det mod øst og mod Dikson. Vi kom ud på nogle mere åbne havstrækninger, der samtidig bød på lidt vind og større bølger, som vi skar på skrå i medsø. Frederik overtog styringen og jeg gik i mandehulen.

På den sidste del af sejladsen mod Dikson blæste det en del op, og vi fik vind og bølger ind over os på bagbords side. Ole Jørgen sejlede nu båden, og Sergei stod ved hans side. Vandet drev af dem, da vi stred os de sidste 40 km op mod Dikson, men som altid var vores Olga velsejlende og gik fint i søen. Sergei havde glemt at lyne sin flydedragt op, så det viste sig senere, at han var blevet aldeles våd inden under.

Omsider nåede vi frem til Dikson, og her blev vi først anråbt af nogle fulde og fotograferende sømænd på et olieskib, der lå i havnen. Vi forlod dem og sejlede ind i bunden af den lille havn, hvor alt fra moler til skibe så ramponerede ud. Langs kysten lå adskillige skibsvrag, men der lå dog også en håndfuld mindre alu-joller, af samme type, som vi har set alle andre steder.

Vi blev modtaget af Boundary Service, hvor en ung mand ved navn Archoum, var særdeles hjælpsom, og ovenikøbet snakkede udmærket engelsk. Han sørgede for, at alt vores grej blev låst inde i et af Boundary Service’ skibe, og kort efter havde han også arrangeret, at vi kunne bo i hans chefs lejlighed, mens han holdt ferie. Et besøg i den lokale ”magasine” (butik) senere, og så var vi på plads i lejligheden, hvor vi delte et måltid og en flaske vodka med vores nye ven.

Dagbog 7, 2007

Dikson

De følgende dage opholdt vi os i Dikson. Vi ankom onsdag den 15. august om aftenen, hvilket var den deadline vi havde sat op for os selv, og dermed holdt vi tidsplanen. En af de vanskelige parametre efter Dikson var isen i Vilkitski Strait, og de iskort vi kunne få, viste os, at det i hvert fald endnu ikke var muligt, at sejle gennem strædet og dermed nord om Kap Cheluskin. Med al den is, der lå deroppe, ville der gå nogen tid, før vi overhovedet ville have en chance, så vi måtte nu væbne os med tålmodighed. I øvrigt var det lige præcist, hvad vi havde forventet – der var intet unormalt ved situationen.

Vi fik så tid til, at blive gode venner med besætningen på fiskeskibet, som skulle hjælpe os med at fragte og tanke vores benzin. Det viste sig, at det var gode folk, og efterhånden som vi lærte dem bedre at kende, fik vi mere og mere tillid til, at de også rent faktisk ville hjælpe os med benzinen. Det var en meget billig løsning for os i forhold til helikoptertransport, som ville koste op mod 20.000 dollars, og efter at tillidsforholdet til besætningen på fiskeskibet med kaptajn André i spidsen er etableret, føler vi os sikre på, at de ikke vil snyde os.

Selve fiskeskibet skal sejles til Tiksi fordi, det skal deltage i eftersøgning af mammuttand. Skibets ejer bor i Skt. Petersborg, og allerede sidste år sejlede de skibet her til Dikson. Men pga. isforholdede sidste år, lykkedes det ikke at sejle skibet videre til Tiksi – de kunne simpelthen ikke komme gennem Vilkitski Strait. Fiskeskibet, som i øvrigt for nogle år siden arbejdede fra Nexø på Bornholm i en periode, ser lidt vingeskudt ud. Det ligger skævt, men det skyldes dog 2 ton diesel i bagbords side. Overalt er det ramponeret at se på, og kigger man besætningen efter i sømmene, så passer de meget godt til skibet – det hele ser meget russisk ud. Men det virker, og de er klar til at gå mod Tiksi, hvilket forhåbentligt er vores held.

Vi har fået alle papirer på plads og kan nu fortsætte, når vejr og is tillader det. For leden dag tankede vi brændstof, idet vi fyldte alle vores dunke op – 35 ialt. Når vi sejler herfra medtager vi 24 dunke, hvilket er nok til ca. 1.000 km sejlads. Fiskeskibet bringer resten mod nord, hvor vi så mødes med dem og får fulde dunke ombord hos os. Dette gentager vi to gange.

I de forløbne dage har vi desuden kigget på byen, der nu ser meget trist ud, med ruiner overalt. Vi har været på besøg på vejrstationen, som ligger på en ø lige vest for Dikson. Her var man meget behjælpelige med at give os vejr- og isoplysninger, men det viste sig, at isoplysningerne var de samme, som vi selv kunne skaffe fra en canadisk statslig hjemmeside.

På øen besøgte vi desuden en skole, der blev nedlagt for kun et par år siden, samt et hotel, der led samme skæbne. Det hele var et meget deprimerende syn. Skolen havde uden tvivl været en god skole – den var stor, og der var alt i faciliteter. Nu lå bøger spredt overalt, og i alle klasseværelser var tegninger fra børnene og alt andet der hørte til en skole spredt rundt på gulv og borde.

Vores gode ven Archoum, har under hele opholdet i Dikson været en formidabel hjælp, og vi skal bare ringe til ham, så står Boundary Service klar til at hjælpe. Vi fik så for et par dage siden lejlighed til at yde lidt gengæld, idet Archoum og 14 andre fra Boundary Service skulle hentes på øen, hvor vejrstationen og lufthavnen lå. Så vi sejlede nu rutefart med Olga mellem øen og Dikson.

De pumper, som vi har med til at pumpe benzin fra de store 200 liters tromler over i vores 60 liters dunke, fungerer ikke særligt godt, og i går gik Frederik og jeg ind på et værksted ovre på øen, for at spørge, om de kunne skaffe en pumpe. De forstod selvfølgelig ikke vores ord, men det lykkedes, at gøre de lettere berusede mekanikere klart, hvad det var vi søgte. Den ene af de to kørte så, og efter nogen tid, dukkede han op med en pumpe. Den var dog for lille til, at vi reelt kunne bruge den, men da han ville forære os den i gave, tog vi imod den. Engelsklæreren fra Dikson dukkede også op, og nu gik det lidt lettere med at kommunikere. Han hed Albert, og han vil i dag vise os rundt på skolen og det tilhørende skolemuseum i Dikson.

Vi håber, snart at kunne komme videre, og måske kan vi få en mulighed på fredag eller lørdag ifølge vejrprognoserne – men den slags kan jo ændre sig, og under alle omstændigheder er det endnu ikke muligt at fortsætte nord om Kap Cheluskin. Vi vil dog gerne sejle så tæt på som muligt, så vi kan udnytte situationen optimalt, hvis der lige pludselig skulle byde sig gode forhold.

Dagbog 8, 2007

Dikson fortsat.

Nu har vi snart opholdt os i Dikson i 2 uger, og selvom det har givet os mulighed for at opleve denne den nordligste by på det eurasiske fastland på tæt hold, og vi har fået et godt indblik i livet her på stedet, så vil vi dog meget gerne videre. Det er snart den første september og dermed efterår, og vi mangler fortsat at sejle 2.400 km til Tiksi.

Ventetiden begynder at blive frustrerende, især når vi som de sidste dage har haft godt vejr, og isforholdende mod nord er gode for os. Problemet er imidlertid, at det fiskeskib, som skal medbringe vores benzin, for at vi kan have benzin nok til de 2.400 km sejlads, indtil videre har fået forbud mod at sejle gennem Vilkitsky Strait. Det får først sejltilladelse, når isforholdende er bedre.

Vores specialforstærkede båd kan sagtens gå ind i tæt is, men vores båd er 3-4 gange stærkere i konstruktionen end fiskeskibet, og derfor får det ikke lov at sejle, så længe der er så meget is, som tilfældet er.

Vi er så ved at undersøge hvilke alternative muligheder, der kan være for at få benzinen bragt ud i depot. En mulighed kan være, at selvsamme fiskeskib sejler vores benzin så langt mod nord, som de kan få tilladelse til at sejle – til Nordenskiold øerne.

Dette kan måske arrangeres, men skibets ejer og myndighederne, der skal give sejltilladelse, er lidt tilbageholdende, da det kan give skibet et problem, hvis isforholdende pludseligt bedres, mens de er i gang med at hjælpe os, og muligvis må retur til Dikson efter nye brændstofforsyninger til dem selv. Hvis isen lukker igen inden de har hentet forsyninger, og er nået tilbage til Nordenskiold øerne – det vil tage dem mimimum 6 dage, så står de i en skidt situation.

Vi arbejder også på en løsning via helikopter, men officielt er der ikke nogen helikoptere her i Dikson. Det er der dog alligevel nogle gange, men de har selvfølgelig opgaver at løse. Spørgsmålet er, om de også vil kunne løse vores problem. Dmitry Shparo fra Adventure Club i Moskva er ved at undersøge dette hos de øverste militære myndigheder.

I ventetiden har vi været på besøg på skolen, bibliotektet og byens administration. I går var vi i 5 timer til møde med borgmesteren, som havde samlet en del af sine medarbejdere, og i tiden der gik trak han ikke mindre end 8 flasker champagne op. De var meget glade for at få gæster udefra, og vi var de eneste turister i år.

De vil gerne have turister til Dikson, og de er ved at lægge planer for at få jagt- og fisketurister til byen. Der er nogle meget fine muligheder for at gå på rensdyrjagt i området, og ligeledes nogle særdeles gode fiskemuligheder. Man kan blive kørt rundt på tundraen i russiske jeeps eller bæltekøretøjer, og de har flere gode hytter, som man kan overnatte i.

Byens engelsklærer Albert har vi også lært godt at kende, og han har inviteret os på rundvisning på skolen, hvor der dog ingen børn var, da de har sommerferie indtil den 1.september. Vi har også et par gange besøgt Albert i hans hjem på Dikson Ø. Han fritidsfisker med stang, og han fortæller, at der er rigtigt gode fiskemuligheder her.

I mandags den 27. august fejrede byen, at det var 65 år siden, at de havde sendt tyskerne væk herfra. Et tysk krigsskib angreb således i 1942 Dikson, men de blev sendt grundigt på flugt dels af et noget mindre sovjettisk skib og dels af det ellers begrænsede artilleri på land. Tyskerne led store skader på deres skib og måtte stikke af. Syv sovjettiske soldater mistede livet, og hvert år mindes byen deres indsats og fejrer, at tyskerne blev slået her.

Dagen i dag har omsider givet lidt positive meldinger, idet det ser ud til, at vi kan få vores benzin transporteret til Kap Tjeluskin med helikopter. De endelige aftaler er dog ikke helt på plads i skrivende stund, men forhåbentligt bliver detaljerne klarlagt i morgen, så transporten af benzin 900 km mod nordøst kan iværksættes primo næste uge.

Dagen i dag har budt på sol og fineste sejlvejr, og det har været svært at acceptere, at det ikke er muligt – men det ser som sagt ud til, at der endelig kommer skred i tingene. Det er vores gode ven i Moskva Dmitry Shparo, som igen er nøglen til at få de vanskeligste aftaler på plads.

I de sidste dagbogsrapporter har jeg skrevet om Archtoum, vores gode ven og hjælper i Dikson. Jeg har imidlertid skrevet hans navn forkert. Det staves normalt med vores bogstaver Artoym.

Han hedder Artoym Samsonov, og han har her til aften indvilget i at sørge for alle de praktiske opgaver med vores benzin i Dikson, som f.eks. at få det hen til og ind i helikopterne, selvom vi er sejlet nordpå. Det er en stor hjælp, fordi det så kun er vejret, der bestemmer, hvornår vi kan sejle.

Ligeledes har borgmester Nikolaj i dag tilbudt, at såfrremt vi ikke kan komme længere end til Dikson, så kan kommunen hjælpe med vinteropbevaring af vores båd og udstyr i en aflåst hal. Og det skal vi ikke betale noget for. Så også her fra officielt hold får vi den bedst tænkelige hjælp.

På borgmesterkontoret mødte vi også Ludmilla, som er økonomichef i kommunen. Hun var meget glad for at se os, og øve sig i at snakke engelsk, hvilket hun hovedsageligt havde lært ved at lytte til engelsk musik. Hun håber en dag, at det vil være muligt for hende, at rejse til London og se Sherlock Holmes bolig, og landet, hvor Beatles kom fra.

AB, 30. august 2007

Lørdag den 1. september var det skolestart i Dikson, som i resten af Rusland. Det var en stor dag, og både lærere og elever gjorde meget ud af det med taler, sange og små skuespil. Det var fine traditioner, som vi her var vidner til. Bagefter fortalte vi om ekspeditionen og om Grønland til en gruppe elever, lærere og forældre. Da vi troede alt var ovre, blev vi inviteret ind på kontoret sammen med alle lærere, og her havde de så arrangeret yderligere en lille sammenkomst med kage, champagne og cognac.

Om eftermiddagen sejlede vi Albert over på øen, hvor han bor, og hans kone serverede det helt store måltid for os, og vi havde det rigtigt hyggeligt hos dem. Det blev en dag, hvor vi hovedsageligt spiste.

Dog blev det også en dag, hvor vi fik den kedelige melding til aften, at vi alligevel ikke kunne få fløjet vores benzin til Kap Tjeluskin, da helikopterne kun kunne medbringe 1.000 kg, og ikke 1.450 kg som vi havde brug for. Vi var derfor noget slukørede, da vi gik til ro.

I dag mandag, fik vi så nye oplysninger om fiskeskibet, som igen giver håb for, at fragt med dette skib kan blive den endelige løsning, men i skrivende stund, er der fortsat en del usikkerheder omkring aftalerne. Meget afhænger af isforholdene, som fortsat ikke er gode for fiskeskibet. Senere i dag kommer der nye iskort, og de kan forhåbentligt give klarhed for mulighederne.

Dagbog 10, september 2007

Fortsat i Dikson.

For nogle dage siden, så det omsider ud til, at vi havde en chance for at sejle mod Kap Tjelyuskin og få vores benzin derop med fiskeskibet. Vi pakkede og gjorde os helt klar til sejlads, idet vi til det sidste ventede på informationer om isforholdene.

Omsider fik vi dem, og de var ikke gode. På en strækning af ca. 300 km lå der is langs nordøstkysten af Tajmyr halvøen. Og det var tæt is – næsten 100%, der af langvarig vind fra nord, var presset helt ind til land, og derfor ikke levnede os nogen mulighed for at passere selv inde ved kysten.

Vejrudsigterne var heller ikke for gode, fordi det de næste dage fortsat ville blæse fra nord. Da der samtidig fortsat ikke var udsigt til, at fiskeskibet ville komme afsted, besluttede vi, at Dikson må blive årets endestation.

Nu har vi ventet her i over tre uger, og der er stadigt ikke udsigt til, at vi kan sejle til Tiksi, dels pga. isen og dels pga. problemet med at få benzin ud på ruten. Vi har så lavet aftale om militærtransport af vores benzin med helikopter omkring den 18.-20. september, hvor militæret flyver en stor helikopter til Kap Tjeluskin, og derfor godt kan have vores benzin med på denne tur. Dermed får vi benzinen derop, og så ligger den klar til næste sæson.

Fiskeskibet havde dog i går et enkelt forsøg på at sejle norpå. For et par dage siden annoncerede de, at de ville forsøge, og skipper André arrangerede en fin lille afskedsceremoni på skibet. Der gik dog yderligere to dage før de kom afsted, og nu blev det stormvejr, så de måtte returnere til Dikson efter kun 5 timer. Det havde været rigtigt slemt, og bølgerne var skyllet ind over skibet. Om de vil gøre et nyt forsøg, står pt. hen i det uvisse.

Vi har nu pakket båd og udstyr sammen, med stor hjælp fra borgmester Nikolay Petukhov, der har sørget for, at det hele står sikkert og forsvarligt, indtil vi kan fortsætte næste sommer. I morgen rejser vi til Norilsk og dagen efter til Moskva, og så forventer vi at være i Danmark den 15. september.

I Moskva lægger vi planerne for næste sommers sejlads, der formentligt først vil starte mellem den 15. og 20. august, da vi næppe kan forvente mulig sejlads før dette tidspunkt. Om vi kan gøre ekspeditionen færdig til næste sommer afhænger så af, hvor hurtigt vi kan komme til Tiksi, da det næppe vil være muligt, såfremt vi kommer for langt ind i sepetember.

AB, 10. september 2007