Dagbog 2008

Efter et par dages sidste forberedelser i København, hvor vi nød den herlige mix af Færøsk og Grønlandsk gæstfrihed hos Ann og Ole Jørgen på Strandvejen, tog vi onsdag den 13. august videre til Moskva. Byen lå badet i 33 graders højsommer med høj blå himmel dog med en svag brise. Lufthavnen var stuvende fuld af rejsetrætte folk og luften tæt. Vi havde uden længere ventetid fået vores bagage og stod nu og ventede i lang kø, som bevægede sig en mm ad gangen, for at komme gennem paskontrollen. Det ville tage os timer at komme igennem nåleøjet. Heldigvis fik jeg øje på en krog, hvor en lille flok rygere var samlet og næsten usynlige i røgen af forskellige tobaksmærker. Jeg sluttede mig til flokken af mine udryddelsestruede venner og priste mig lykkelig over de russiske folks forståelse for nydelsen af tobak.

På modsatte side af paskontrollens små bure så vi et glimt af Dmitri og vinkede til ham, han vinkede tilbage og vi fik en følelse af at være i gode hænder, men at Dmitri`s indfyldelse på autoriteter alligevel havde sin grænse. Få minutter efter kom en pasbetjent og førte os forbi køen. Vi fik stemplet vores pas uden problemer og slap ind i det uendelige store land.

Mens vor videre rejste mod Dikson blev arrangeret brugte vi dagene på et gensyn med Moskvas centrum. Kriml under fuldmåne og byens døtre, som bedre end nogen andre medsøstre, forstår at klæde sig efter den omgivende temperatur. Og ifølge min norske rejsebog ”De vakreste i verden og uden veldig puritanske regler”. Og som ifølge samme bog kan mødes på museer og teater, hvor ”Njet” altså kort og godt betyder ”Nejt”. Den lille rejsebog har ubetinget ret.

Gensynet med det russiske køkken satte vores selvbeherskelse ud af kraft. Den gemmer på lige så mange fortræffeligheder som landet er stort og tilberedes med respekt for de gamle traditioner. Uden at gøre mig for vis, tør jeg vove den påstand, at intet tilberedes tilfældigt og smagsoplevelsen er som en liflig sang.

I en af disse dage inviterede Sergei os til sin mors sommerhus, ca. 2 timers kørsel udenfor byen. Vi blev modtaget med et stort smil og varmt kys på kinden, der ikke efterlod nogen tvivl om stor glæde. Vi blev straks beordret til at sætte os ved bordet ude i haven. Haven kan bedst beskrives som et lille hjørne af Edens have, fyldt med blomster, frugttræer og forskellige grønsager. Olga, Marina og Marsja hjalp til med borddækning mens vi nød den første kolde øl. Herefter fulgte måltidet, bestående at spydgrillet kød, salat, hvidløg, friske tomater og andre vidunderlige ting ledsaget af de traditionelle skål for ”Gensyn” ”For ekspeditionen” og ikke mindst ekspeditionens traditionsrige skål ”Za Roski Zinzena” = ”For den russiske kvinde”.

Det russiske folk tilhører for hovedparten Den Russisk Ortodokske Kirke og bærer deres overbevisning med stille værdighed, som vækker dyb respekt. Kvinder går ærbart klædt og med hovedet tildækket og mændene tager hatten af før de går ind i kirken. I kirken bedes der i stilhed og ro, lys tændes og ingen kan sige sig fri for at opleve en fredfyldt stund. Sergei inviterede selskabet til at besøge en nærliggende hellig kilde, hvor man beder for tro, håb og kærlighed. Arhctum, kaptajn for grænsepolitiet i Dikson, som sammen med sin kone opholdt sig i Moskva på ferie var med i selskabet. Han og jeg besluttede os i stedet for, at opsøge en nærliggende sø af profant indhold, hvor vi tog os en dukkert. Herefter lod solen bage på vore tjenestemandsblege legemer under en god snak, hvorunder Artyom fastslog at vandet i søen kun var 9 grader varmt, så yderligere udfoldelser i søen kunne ikke opvejes med endnu en kold øl i skyggen i Edens have.

Næste morgen meldte Anders sig ramt af det i Danmark kaldet ”Roskilde Syge” og hans tilstand krævede uhindret adgang til ”Det lille rum”. Om eftermiddagen overgik samme grumme skæbne Ole Jørgen og ekspeditionens kræfter var svækkede.

Næste morgen skulle vi videre af sted med fly mod Vorkuta, en by på ca. 250.000 indbyggere og som ligger ca. 1900 km øst for Moskva. Hvordan vi kom dertil og med hvilken slags maskine kan jeg ikke komme nærmere ind på. Men så meget kan jeg røbe, at Dmitri igen havde trukket på sine forbindelser og arrangeret charter af en KGB-maskine, som foruden os 4 medbragte et kærestepar, en kvinde som viste sig at være læge for en gruppe paraglideudspringere, 5-6 sækfulde løg og 2 kager.

Efter en overnatning på et hotel i byen, kørte vi næste morgen til lufthavnen og fortsatte vores hemmelige færd til Dikson og måtte sætte uret 4 timer frem i forhold til Moskva tid og 6 timer til Danmark og 10 til Grønland, hvilket gør det næsten umuligt at ringe hjem.

I Dikson blev vi modtaget som ”de fortabte sønner” der vender hjem. Albert vores ven åbnede sit hjem og køkken for os med den traditionelle suppe ”borch”, rensdyrkød og andre lækkerier, som kun Ole Jørgen i fuld omfang drog nytte af, da Sergei i mellemtiden i al stilhed havde udviklet en tandbyld, som selv heftig indtagelse af vodka ikke kunne kurere.

Borgmesteren tog imod på sit kontor dagen efter. Han var i sit sædvanlige gode humør og havde på den store væg billede af den nye præsident. Det officielle billede af Putin, der før hang lidt skævt er nu placeret på modsatte side, så han vender ansigt til ansigt med den nye mand på pinden. Det er som om at Borgmesteren et eller andet sted er godt tilfreds med den lange afstand til centralmagten og dens plageånder. Samme eftermiddag forærede han os en pose velsmagende fisk, som de tre andre spiste med velbehag.

Arbejdet med at klargøre ”Olga” gik vi i gang med og er nu i dag på anden dagen ved at være fuldbragt . Det meste af arbejdet blev udført af Ole Jørgen og Anders, da Sergei og undertegnede af diverse infektioner er for svage.

I løbet af eftermiddagen gik jeg med Sergei til den lokale Apotek, der har til huse i en stor blok tæt på stranden. Der sad en kvinde i hvid kittel og virkede både stram og rap i mundtøjet. Sergei kastede sig ud i lang forklaring og indkasserede undervejs flere intensive blikke fra den hvide kittel, men fortsatte ufortrødent indtil kitlen åbnede en skuffe og hev nogle piller og en lille flaske frem.

Pillerne dræber bakterie floraen og 40 dråber fra flasken genopbygger floraen. Det var medicinen mod dysenteri! Sergei fortalte senere, at det var en speciallæge fra Sygehuset, der også passede Apoteket og at han var tilsagt af kitlen til at give møde kl. 21.00 til injektion mod sin tandbyld.

Dikson – Ruslands nordligste by.

 Afskedsfesten

Afrejsen

Dikson – Kap Chelyuskin

Stormen

Så oprandt dagen, hvor vejret stilnede af og vi så en mulighed for at komme videre.

Med hjælp fra Igor og en af hans assistenter på vejrstationen, fik vi båret vores udstyr ombord og efterfølgende fik vi vores 60 liters dunke ombord. Det er som altid en større proces, men denne gang kom vi noget lettere om det, takket være Igor og assistentens effektive hjælp.

Vi sluttede af med at sejle et par hundrede meter hen til Roald Amundens store varde rejst omkring 1917. Her tog vi billeder af hinanden, hver især og sammen. Igor var kravlet op på og lå henslængt på løbet af en rusten kanon, formentlig placeret engang i løbet af den kolde krig. Han kikkede med et smil på det, nogen med rette vil kunne kalde for vores egotrip. Men vi mener os godt fortjent dertil. Kappen havde nært kostet os ”Olga”, og vi er ikke nået hertil uden omkostninger.

Efter næsten to døgns uafbrudt sejlads, nåede vi frem til sydøst spidsen af Begichev Island og stødte her ind i tæt pak is, som på iskort nok vil blive noteret som 8-9/10. Et bredt bælte på ca, 2 km spærrede videre sejlads. Anders, Ole Jørgen og Sergei gik i land og tog et blik over islandskabet og fik en kurs at gå efter. Herefter fortsatte vi med at masse os langsomt frem. Ismasserne, der består af mindre flager gammel havis, bevægede sig i bælter i hver sin retning med 1-2 knobs hastighed, så det gjaldt om at holde sig i gang hele tiden.

Men pludselig, mens vi befandt os midt i bæltet gik styringen i stykker. Vi fortøjede os til den nærmeste isskosse og Anders gik i gang med at skifte styringen. Det viste sig imidlertid at den ekstra styring vi havde med ikke passede til kablet, men ved at bruge adapteren fra den ødelagte styring og ved hjælp af fire spændebånd, lykkedes det for ham, at få den nye styring til at virke, så vi kunne fortsætte efter fem timers ophold.

Mens Anders arbejdede med styringen, kogte vi andre vand til te på isskossen og vi fik prøvet vores nye Primus Nova af og tilmed med succes. Nogle timer senere kom vi videre og ud af ismasserne og kunne efterhånden fortsætte med god fart. Det blevet nat og Anders stod ved rattet med mig som udkikker. Det gik derud af med vore ca. 20-25 knob i roligt vand.

Pludselig så jeg et glimt af noget hvidt foran og nåede lige at give et råb fra mig, men blev øjeblikkeligt sammen med Anders (som for et kort øjeblik i ekstrem træthed var kommet for vanvare at lukke øjnene) kastet op i luften, heldigvis også sammen med ”Olga”, hvis motorer gav et højt hyl fra sig i det øjeblik de ikke var under vand, et splitsekund efter var vi i vand igen og sejladsen fortsatte som intet var sket.

Hvordan Ole Jørgen og Sergei i ”Mandehulen” oplevede hoppet over en isskosse med det vi i ekspeditionen kalder for ”Kalakspeed” vil jeg overlade til dem selv, at beskrive. Men det bliver næppe med pæne ord.

Vi kørte videre og kom i løbet af dagen frem til en forladt bosted, bestående af en samling på ca. 20 huse, placeret i to rækker. Efter lidt søgen fandt vi et nogenlunde egnet sted, hvor vi kunne kaste anker og fastgøre en landfortøjning og gik i land. Det vil sige op på stranden, der var fyldt med drivtømmer og fandt ca. 30 meter bag forhøjningen et godt sted, hvor vi slog tipiteltet op. Et godt og rummeligt telt, efter samme model som indianernes med en enkel stang i midten og god højde, så vi uden videre kunne bruge vores primus til at koge vand.

Dagen efter var vi igen heldige med vejret og sejlede ud med henblik på at finde indsejlingen til deltaet. Næppe kom vi et par hundrede meter fra stranden, før vi gik på grund, og kort efter gik kablet i styringen løs og styringen af motorerne var ikke længere mulig. Det var ikke Anders’ fire spændebånd, der var gået løs, men i stedet så det ud til, at det var kablet, der var slidt, og derfor gled inde ved tandhjulene.

Dagen efter blæste det gevaldigt op igen, og vi drøftede de forskellige muligheder, som kunne komme på tale. Som situationen var nu, kunne vi ikke komme ind i deltaet – uden styring og uden at vide, hvor vi skal sejle, da kortene tilsyneladende ikke passer. Vi var klar over, at vi i yderste konsekvens kunne risikere, at skulle afhentes med helikopter og efterlade båden mm her – en tanke, vi bestemt ikke brød os om, men såfremt der ikke bød sig andre muligheder, kunne det blive nødvendigt.

Dagen efter fik Sergei heldigvis ved hjælp af iridium telefonen oplyst, at en slæbebåd med en pram på slæb om par dage ville sejle til en by 150 km vest for os, og om yderligere et antal dage på tilbagevejen - om en uges tid eller mere, ville tage os med til Tiksi.

Dog var fire huse aflåste og så dels velholdte og stadig anvendelige ud. Nogle af husene yderst mod kysten var slemt medtaget, og på vej til at blive skyllet ud i havet. Nær resterne af en Polar Station lå vraget af en større træbåd og understregede på sin måde den spøgelsesartige stemning.

Dagen efter talte vi situationen igennem, da vi nu også fik at vide at kranføreren på prammen var blevet syg og skulle evakueres med helikopter og erstattes med en ny. Vi håbede, at kunne få positioner til indsejlingen fra prammen, og såfremt dette lykkedes, kunne vi måske med snoretræk som styring komme ind i floden. Anders og jeg havde tidligere erfaring med snoretræk under sejladsen fra Island til Østgrønland. Vi havde flere ideer til forbedring af systemet, men Sergeis ide vandt konkurrencen. Det var et system, hvor man ved at skubbe en tværpind kunne dreje motorerne. Et system helt efter Storm P’s ideer.

Via VFH radioen lykkedes det Sergei at få de for os så vigtige positioner fra slæbebåden og dagen efter satte vi kursen ind i deltaet. Til at starte med tog vi nogle gevaldige rundture omkring os selv. Ole Jørgen og jeg stod ved styrestangen som rorgængere og Anders stod på ”broen” og dirigerede, i forsøget på at holde kursen. Det var ikke så lige til, men efter nogen tid lærte vi det, og vi kom rimeligt fremad med 12-13 km i timen.

Vel inde i floddeltaet gik mod en lille ø, hvor vi lå i slæbebådens rute, og hvor vi kunne vente på at blive samlet op. Det var blevet aften, og lige så snart vi havde passeret det sidste punkt vi havde fået fra prammen, begyndte vi at have vanskeligheder igen. Vi kunne ikke se, hvor vi skulle sejle, og vi var ved at gå på grund flere gange.

Det lykkedes os stort set at holde kursen, dog med undtagelse af de berømte ”Lyngecirkler”, når vi rorgængere i et øjebliks uopmærksomhed slap taget og motorerne drejede så skarpt at de ikke kunne rettes ud lige med de samme. Men humøret var højt og de fem timer på floden, hvor bøjlerne i ny og næ var lidt store gik hurtigt og vi gik i land på øen ”Petruski”, hvor der ligger fem huse.

Vi var så heldige at finde et beboeligt hus med brændeovn 2 senge, godt med gulvplads, entre, toilet og endnu et rum med yderligere 2 senge og brændeovn. Første nat sov vi uden at tænde op for brændeovnen og nøjedes med at bruge vores primus. Vi var på dette tidspunkt enige om, at vi ville forblive på stedet og her afvente slæbebåden og en vis ro faldt over os og en daglig rutine med at samle drivtømmer, hente vand, koge vand til morgenmad, aftensmad, morgenkaffe og aftente, begyndte at vinde indpas. Ved siden af holdt vi løbende øje med ”Olga”, så vi ikke risikerede en forkert sø bordfyldte hende.

I huset fandt vi en petroleumslampe som i mørket gav et hyggeligt gyldent lys fra sig. Efter dagens forskellige gøremål, tændte vi nogle aftener en cigar og tog en lille dram. Så gjorde vi vores natteleje klar og krøb i soveposerne. Tændte for pandelamperne og fandt vores medbragte litteratur frem. Ole Jørgen fordybede sig i Jette Bang`s ”Grønland igen”, Anders i ”131 Snapseopskrifter”, Sergei lå med et videnskabelig værk om Lenadeltaets fiskeliv, mens jeg lå og kæmpede med Fjordor Dostojevskij`s ”Idioten”, som jeg for længst havde tabt tråden i.

Dagene gik med at passe ”Olga” så hun ikke lå forkert i forhold til søen og vanddybden, som havde med at stige og falde, alt efter vindretning og styrke – i 8 dage blæste det uafbrudt 12-18 m/s. ”Olga” forstår nok at tiltrække sig opmærksomhed, selv i de mest forladte steder i verden.

Efterhånden fik vi udviklet et særligt forhold til drivtømmer og birkebark, som er uundværligt til optænding i ovnen. Især om morgen når nattekulden havde sneget sig ind i hytten, var det en kamp at komme ud af soveposerne, men en ny dag kaldte, og hvem kan modstå dagens rutine.

En dag så vi en flok svaner, som holdt til en kilometers penge fra hytten og Ole Jørgen gik på jagt, dog uden held. Svanebryst ville ellers have været en velsmagende afveksling til tørkosten, som vi efterhånden var begyndt at ratione på, så vi værste fald kunne have mad til de næste to uger.

Selvom vi ikke vidste noget om, hvor længe vores mere eller mindre tvungne ophold på øen ville vare, så nød vi hver eneste dag. Vinteren bankede på døren og sneen blev liggende og gav landskabet den hvide farve og luften den friskhed, som vinteren bringer med sig.

Det var nogle dejlige sorgløse dage med simple gøremål. Om eftermiddagen brugte vi de resterende lyse timer på at sidde og snitte i drivtømmer. Andre dage bød på en spadseretur enten langs stranden eller ind mod midten af øen, der er flad som en pandekage.

En dag hørte vi motorlarm og kunne næsten ikke tro vore øjne, da en jolle med to mænd kom sejlende og lagde til neden for hytten og gik i land.

Det viste sig at være Gregori og Sasja, som kom fra Gregoris hjem 3 km fra vores ø. Gregori er evenk og Sasja er yakut. Det var en kæmpe overraskelse og en brat opvågning til omverdenen, pludselig at få besøg af andre levende mennesker.

Besøget varede over nogle kopper te og herunder fortalte Gregori, at den forladte landsby med de præfabrikerede huse var opført under Stalins tid til deporterede folk fra de Baltiske lande og lukket ned efter diktatorens bortgang. Altså var ”landsbyen” en af de utallige forgreninger af Gulag systemet, som var udbredt over store dele af Sovjet staten.

Før de drog videre, fik jeg held til at bytte kniv med Sasja, og jeg er nu indehaver af en yakutkniv. Det er ganske enkelt en god og solid arbejdskniv. Et jernblad på ca. 17 cm med blodrille påsat et træskaft i enkel udformning og med en lige så enkelt formet skede, skåret i træ. Med andre ord en ordentlig mandfolkekniv!

Da de drog videre var det både mærkelig tomt, og på samme tid genfandt vi med behag isolationens fred og stilhed. Nu kunne vi passe os selv igen, snitte, samle drivtømmer, save brænde, gå ture, se ud over floden og spise tørkost.

Dagen gik med stadig kraftig vind og vi var efterhånden kommet til den beslutning, det var nødvendigt at flytte os længere ind i floden, for at undgå risiko for oversvømmelse, såfremt vinden drejede og presse vandmasserne tilbage. Vandstanden kunne da stige med over 3 meter, og vi ville i hytten være særdeles ilde stedt.

En morgen var vinden stilnet af, og vandet var blankt, så vi besluttede os for at komme afsted. Imidlertid var der nu problemer med begge motorer, idet kølesystemet ikke fungerede. Det var tilsyneladende stoppet til, så motorerne ikke kølede, som de skulle. Først troede vi det var is, men efterhånden stod det klart, at det måtte være sand, dynd og urgammelt plantematereale fra floden, som havde dannet prop i kølesystemet.

Dertil kom, at der var en spuleprop til kølesystemet på den ene motor, som der var gået hul i. Det lykkedes for Anders at lave en holdbar reparation med drivtømmer og lim. Til gengæld lykkedes det ikke at få renset kølesystemet, da vi var helt uden mulighed for at spule det igennem eller på anden måde rense det. Så i realiteten stod vi nu uden ordentlig styring, men også uden pålidelige motorer.

Dagen var gået og den følgende dag blæste det igen kraftigt. Den 21. september var der igen roligt vejr, og vi besluttede alligevel, at se om vi kunne komme længere ind i floden. Vi håbede, at vi ved at sejle med motorerne og give dem belastning, kunne få presset tilstopningen af kølesystemet ud. Vi var ved at være klar til afgang, da Gregori og Sasja samt yderligere en ung yakut kom igen medbringende en pose med friskfangede fisk som gave til os.

Vi forklarede dem vores hensigt og de så vores vanskeligheder og de tilbød at sejle i forvejen og vise vejen. Ikke mange steder møder man så hjælpsomme og venlige folk.

Vi satte ud og så ”vores” ø forsvinde i sneen, der så småt var begyndt at falde med tiltagende vind fra nordøst. Vi sejlede i starten for begge motorer, men efter kort tid, kom der mange alarmer fra den ene maskine, og vi blev nødt til at fortsætte for en motor – så længe vi holdt os under 2000 RPM, så det ud til at gå – det håbede vi.

Frem kom vi og efter et par timer nåede vi nogle huse ca. 15 km fra hytten. Her blev vi modtaget af Gregori og Sasja. Det viste sig at være et støre sted med flere huse, hvor tre af dem er i brug. Det ene, hvor Sasja og 10 andre bor i en slags fiskekollektiv, hvor de lever af fiskeri i floden, som de sælger i den nærmeste storby Tiksi.

Vi har nu boet hos dem i 4 dage, og er nærmest blev adopteret og en del af den store familie, hvis familieforhold er lige så indviklede som enten ude på landet i Danmark eller bygderne i Grønland.

Et par dage efter vores ankomst til stedet kom gruppens leder Petr og hans kone Natalia tilbage fra Tiksi, hvor de åbenbart havde været på indkøbstur. Nyt tøj havde de købt til de små og tilmed havde de ”Val”s lillebror med på et år. En kraftkarl, som stadig er lidt usikker på bentøjet, men uhyre mobil og med stemmebåndet i orden og ”Val” viser sig her som den perfekte storesøster, som dels passer på lillebror og samtidig leger med ham.

Huset her er forsynet med en mindre generator, som hver dag efter mørkets frembrud bliver startet så der er aftenlys og gang i DVD’en – det giver os mulighed for at skrive på computerne. Vi har fra kl. ca. 2030 til 2300, før der igen bliver slukket for generatoren og man går over til petroleums lampen og pandelamperne til de sidste gøremål, før man går til ro.

Skal jeg forsøge at sammenfatte mit indtryk af familien her, bliver det med overskrifter som hjælpsomhed og imødekommenhed, som man skal lede længe efter. De førte os til deres hjem og ved ankomsten hjalp de alle til at bære al vores udstyr fra stranden og de knap 200 meter til huset.

Omsorg viste de ved at dele af deres mad og hjem. Og hele tiden er de opmærksomme på om vi har, hvad vi skal bruge.

Dagen efter vores ankomst varmede de banjaen op, så vi kunne nyde at komme i sauna og blive rene. Og til det skal tilføjes, at de selv henter drivtømmer op fra stranden, saver dem i stykker og efterfølgende hugger dem med økse til brænde. Der er ingen rindende vand i huset eller i de andre bygninger. Vandet hentes i en nærliggende sø og hældes over i store tønder stående inde i bygningerne. Så der ligger et større arbejde bag det, end blot det behagelige i at gå i banja.

Banjaen ligger i et lille hus for sig selv og den er indrettet med et for rum, der fungerer som tørrerum til vasketøj, dernæst kommer man ind til afklædningsrummet med en bænk, hvorfra der er videre adgang til vaskerummet, hvor også brændeovnen er placeret ved siden af en tønde med vand.

Fra vaskerummet er der så adgang til det allerhelligste – selv banjaen – der bestået af et mindre rum med en bænk og med den ene halvdel af brændeovnen fremme, og hvor på der øverst ligger sten, som udvikler damp, når de sprøjtes til med vand.

Det er en ganske ubeskrivelig dejlig oplevelse at komme i banja, og man bliver meget glad for det, om end man ikke bliver afhængig af banjaens herligheder.

Med dagene har vi når mulighederne bød sig, hjulpet til med at hente vand, save og hugge brænde og det har ganske givet åbnet dørene yderligere. De er ydmyge folk, som giver udtryk for deres følelser på en fin måde, som nok er ukendt for de fleste af os. Petr forærede mig en kniv, som jeg var betaget af, en typisk yakut kniv, og det er en gestus man bestemt ikke må eller kan afvise, men blot tage imod med værdighed.

Kort sagt kan man sige at vi repræsenterer to vidt forskellige verdener. Den ene byggende på materielle værdier uden videre åndsliv, og den anden frigjort for tomme værdier og rig på de menneskelige.

Lena deltaet

Så blev fredag den 26. september og vi var stadig adoptivbørn hos Yakut-familien, hvis gæstfrihed åbenbart er af uopslidelig karat. Hele familien fungerer som en helhed, som et legeme hvis forskellige dele samarbejder uden en masse unødige ord.
Den dag blev der tilberedt frikadeller af rensdyrkød og jeg var heldig at følge tilberedningen fra starten.
Det var egentlig meget enkelt og jeg vil af hensyn til læserne især i Grønland bringe opskriften, som jeg fik af bedstemoderen i huset.
1 ½ kg. frosset rensdyrkød skåret i passende stykker køres gennem en kødhakkemaskine af den gode gammeldags slags, som Sasja betjente.
Farsen blandes med en kop mælk, eller blot en passende mængde mælkepulver. Det halve af et franskbrød uden skorpe, lægges 20 minutter i blød enten i mælk eller vand og blandes med farsen.
Herefter tilsættes hvidløg mos og hakket løg efter smag, hvorefter farsen formes i almindelig størrelse og steges på hver side. Efter bedstemors oplysninger er opskriften russisk og ikke efter yakutternes tradition, som jeg elles troede.
Jeg behøver nok ikke at skrive, at frikadellerne smagte utroligt godt.
Efter denne oplevelse, tænkte jeg over hvor svært det nogle gange kan være at ændre bare lidt på sine vaner og gamle måder at gøre tingene på.
Hvor banalt det end kan lyde, sidder ens madvaner meget dybt og sovsen kan kun laves af mor!
Og se, derfor har mange koner det ikke nemt med deres svigermoder!
Jeg vil anskaffe mig en kødhakkemaskine, når jeg kommer hjem.

Efter aftensmaden gik vi i samlet trop ned til stranden og trak træstammer op uden for vandets rækkevidde. Såfremt vinden skulle vende, risikerede vi at vandet ville stige og stammer ville drive væk med floden og megen godt arbejde gå tabt.
Nogle af stammerne var ca. 15 til 20 meter lange og vejede godt til. Men med samlet mandekraft lykkedes det. Og latteren udeblev ikke, når nogen faldt under de hurtige ryk som til tider var nødvendig for at få gang i en stamme.

På vej hjem tænkte jeg, hvor godt det ville være for mange mennesker at tilbringe en måneds tid uden mobiltelefon, internet, TV og andre unødige stressende faktorer, et sted lige netop som her og omgivet af venlige folk.

Samme aften meddelte Sergei, at slæbebåden med en pram på slæb ville ankomme til stedet næste morgen og vi pakkede vores sager sammen og gjorde os klar til at rømme. Da vi var kommet så langt fik vi held med at tage et samlet familiebillede inklusiv ”adoptivsønnerne” da det lykkedes at indstille kameraets selvudløser.

Lige som vi havde lagt os i soveposerne, observerede en af de unge mænd i huset projektørlys fra floden, rettet mod et af husene og vi var nu sikre på at kunne komme af sted næste morgen. Sikkert til gensidig glæde. Og natten bød på en kort søvn.

Næsten morgen stod vi op før dagslyset var brudt igennem og vi begyndte at bære vores sager til stranden og godt hjulpet af vores familie, som vi nu tog afsked med og sejlede for en motor ud til slæbebåden ”Akademik Gubkin”, bygget i 1957 i ganske pæn størrelse. ”Gubkin” havde en pram på slæb fyldt med forskellige dele af militært isenkram, herunder de store russiske 6 hjulstrukkede lastbiler, som mere eller mindre kan køre over alt.

Vi fik vore sager ombord på slæbebåden og blev så bedt om at sejle lidt på afstand fra slæbebåden, da den med vilje var grundstødt og skulle først gøres fri. Derefter fortøjede vi Olga på læ siden og gik ombord, hvor vi som sædvanligt blev modtaget med åbne arme, budt på the – og dush!
Det sidste var nok en nødvendighed for os alle 4 og af hensyn til besætningen på ”Gubkin”, men sådan har civiliserede og oplyste folk, deres egne idéer.

”Gubkin” så som nævnt dagens lys i 1957 og måler 37,5 meter i længde fra stævn til agter. Hun er 8 meter bred og stikker 1,55 meter og har en total højde på 8,5 meter. ”Gubkin” vejer 225,7 bruttoregister ton og kan med sine 2 x 400 KH komme på en march hastighed på 8,5 knob uden slæb. Hun har besætning på 11 mand inkl. skibets madmor, som med største omhu sørger for at besætningen bliver fyrsteligt beværtet morgen middag og aften. The og kaffe kan nydes efter behov hele dagen. Uden hendes tilstedeværelse vil skibet miste sin sjæl.

Besætningen består af kaptajn Vasili Ivannov, styrmand Alexander Lutin, som er yakut, maskinmester Vladimir Berengilov, telegrafist Zarukin Georgi 4 raske unge mænd som matroser og ikke at forglemme vores madmor, Valentina Balashovg som er fra Ukraine og har sejlet i 36 år.
Og selvom vi desværre ikke forstår meget russisk, lykkedes det trods alt – og i mange tilfælde ved hjælp af min lille parlører – Norsk / Russisk – at får en god kontakt med besætningen. Velviljen til at få nyt at vide om både Danmark og Grønland var meget levende.

Lena deltaet måler i retningen fra vest mod øst, ca. 270 km og i syd nordlig retning ca. 224 km, hvilket skulle give ca. 60.500 kvadrat kilometer. Den kan således nemt rumme Disko øen ca. 3 gange! Deltaet består af ca. 1.500 øer, som er fordelt i deltaets 5 store grene, som igen fordeler sig i 800 forgreninger. Den del af deltaet vi indtil nu har set består for det meste af lave øer, hvis højde når de fleste steder ligger fra ca. ½ meters højde optil ca. 20 meter som det højeste. Mange steder ligger der sandbanker og lurer lige i overfladen og dermed kan være meget vanskelige at se.
På modsatte side mod syd, ser landskabet dog helt anderledes ud med høje bjerge optil 300 - 500 meter og med sneen liggende i de øverste dele. Bjergene har afrundende forme og har helt sikkert fået den med grovfilen under den sidste istid, hvor ismasserne har skueret de skarpe fremspring af.

Langs ruten har vi passeret flere steder, hvor der står huse enten en lille håndfuld eller enkelt vis, men de aller fleste er forladte og uanvendelige. Men på et eller andet tidspunkt har disse huse været anvendt til et eller andet formål og liv har udfoldet sig i og omkring dem.
Dog bor der stadig få steder yakutter, som lever mest af fiskeri og rensdyr, som vores adoptivfamilie.
 Et sted passerede vi en pyramideformet ø, som besætningen oplyste bærer navnet ”Bolsjoi Stalin” = ”Den store Stalin” , en udslukt vulkan, hvis silhuet ganske vist ligner Stalins ansigt fra siden. Noget senere på aftenen passerede vi en polarstation bemandet med 5 mand.

”Gubkin” sneglede sig af sted med ca. 5 knob i timen i mod strøm og alt imens ordnede nogle af de unge matroser fisk ved agter enden, mens andre havde gang i et røgeri langs bagbord side. De friske røgede lækkerier hang på en snor til udluftning. Omme ved agterenden var andre i gang med at varme skibets banja op. En vidunderlig ting som ethvert russisk skib med respekt for sig selv er indrettet med og som ved international lov burde være gældende for alle skibe.

Jeg vil for en ordens skyld bemærke, at en Banja ikke er en skrivefejl af Banjo, som er noget helt andet og som bekendt er et pragtfuldt musikinstrument, mens Banja kan siges at være en indretning som læner sig meget tæt op ad en Sauna. Jeg husker på stående fod ikke forskellen på Banja og Sauna, kun ved jeg at i begge steder kan det blive noget hedt!

Vi fik ”Olga” fortøjet på bagbord side og tog af sted, først længere ind i deltaet, ville ”Gubkin” gøre holdt, og der ville ”Olga” blive løftet op i prammen.
Efter nogle timers sejlads gjorde vi holdt ved et mindre beboet sted og et ægtepar blev hentet i en af de typiske små aluminiumsjoller med en 30 HK Yamaha, som på ingen tid kan kommet på en fart af 20 til 25 knob, altså  i ”Yakutspeed” som ligger meget tæt opad ”Kalakspeed” .

Vi fik ”Olga” op i prammen, placeret godt mellem en masse militært isenkram malet i maskuline armygrønne farver og mudret til. ”Olga” blev surret fast med kraftigt ståltråd og vi overlod hende til sin egen skæbne indtil Tiksi, hvorfra vi håber på at hun kan komme til Moskva med fly og derfra videre til Danmark på lastbil med vores sponsor ICT Logistics A/S.

Da vi kom tilbage til ”Gubkin” blev vi vidne til noget som siden har givet en del stof til eftertanke omkring leve vilkårene for russerne og yakutterne i deltaet. Fra skibet blev der overrakt den ene pakke efter den anden til jollen og modsatte vej, den ene sæk efter det andet indeholdende rensdyrkød og andre sække indeholdende fisk. Et forhold der ganske enkelt skyldes den omstændighed, at yakutterne ikke bisidder kontanter og derfor er henvist til tuskhandel!
Rensdyrkødet og fiskene blev solgt videre i byen af skibet og på denne måde, blev alle tilgodeset.
Det er nok svært for de fleste, at forestille sig tilværelsen uden enten kontanter eller visakort. Men det var lærerigt at se hvordan russerne altid finder en udvej, for en umulig situation.
 
Før afgang fra stedet gik den ene af yakutterne ombord på ”Gubkin”. Jeg lagde mærke til hans kniv og spurgte om han vil handle den for 2000 rubler. Det ville han gerne men for 30.000 rubler, hvilket oversteg min økonomiske formåen og jeg tænkte at han lavede sjov med mig. Det er jo trods alt ikke alt der er til salg.
Men det viste sig at jeg misforstod manden, prisen var 3000 rubler og eftersom jeg havde afslået gik købsretten videre til Anders, som slog til. Vi var da så heldige at gøre manden forståelig at både Ole Jørgen og jeg stadig var interesseret og straks satte han kursen mod land og var straks tilbage i bedste ”Yakutspeed” med en håndfuld knive. Og gjorde en for ham og ikke mindst for os en god handel.
Senere på aftenen, mens vi sad og beundrede vores knive kom Sergei med den kommentar, at yakutmanden nok tænker, at vi må være skøre i bolden siden vi betaler i overflod for gamle brugte knive. Men for os er det langt mere værd at have en håndlavet traditionel kniv, brugt og stadig med rester af rensdyrkød og fiskeskæl på skeden, end at købe en ny steril kniv i en eller anden anonym butik. En kniv uden historie bag sig har egentlig ingen interesse for os. Jeg håber kun at den gode mand føler at han har gjort en rigtig god handel!

Nu jeg fortæller om knive vil jeg vende tilbage en lidt sjov episode, som fandt sted mens vi opholdt os hos vores adoptivfamilie. Vi sad ved aftensbordet og spiste kogt rensdyr til suppe. Jeg sad med en knogle og en stor yakutkniv og hyggede mig med at rense den for de sidste kød rester samtidig med at jeg beundrede kniven og nød at have den i hånden. Overfor mig sad familiens overhoved Petr og jeg gjorde ham opmærksom på min glæde over kniven og de fine mønster der sås i skaftet. Uden videre gjorde Petr med fagter mig forståeligt at han forærede mig kniven! Jeg kunne fornemme at det var en gave man ikke kan afslå og bør heller ikke gøre det af respekt for giveren - det foreskriver al menneskelig kontakt. Og jeg burde blive lidt flov og rørt over den fine gave og ikke mindst over den måde den blev givet på. Men jeg gjorde det ikke og gav straks hånden for at bekræfte med al tydelighed, at jeg modtog gaven med største glæde!
Senere kom det mig i hu, at det var jo en ægte ”Knud Rasmussen”! Blot praktiserede Knud Rasmussen det med overlæg indtil folk følte sig så smigret at de gav efter!
Det fortælles at Knud Rasmussen på et tidspunkt et sted i Nordgrønland manglede et par kamikker.
Han fandt da frem til manden med de bedst syede kamikker, hvorefter han roste manden for hans fine kamikker og hvor god hans kone måtte være til at sy, hvilket resulterede i manden et par dage efter forærede ham et par nye kamikker af bedste kvalitet!

Men hvem er ikke let bytte for en ”Knud Rasmussen”?
Og er alle ekspeditionsfolk ikke lettere anløbne? Vi rejser ikke først og fremmest for egen vindings skyld? Og hvilken karakter kontakten har i mødet mellem to folk, vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Blot ved jeg, at vi altid sikrer os at, vi skal kunne se folk i øjnene igen. Og har nogen lavet et barn på os, er det fint med os - så ved vi, at de har tilpasset sig de arktiske forhold og forventer et passende modtræk.

Det gode skib ”Gubkin” skærer sig nu med sit sorte skrog og hvide overbygning gennem den sidste bid af deltaet med en fart af hele 16,8 km/t, nok takket være at vi nu sejler med strømmen, hvilket vi må have gjort efter vi har passet Lena flodens udmunding i går aftes.
Vi passerede i formiddags et kæmpe hus, som skulle være skænket af Prinsen af Wales. Huset skulle være indrettet med svømmepøl, banja og andre herligheder i den grad at saglig prinsesse Diana har fundet stedet værdigt at besøge, så vi formoder så at toilettet må være opført i hvidt marmor!

Her sidder vi og synger på sidste vers af selve ekspeditionen og tilmed på en yderst behagelig måde.
Da vi først kom ombord, blev vi til vores overraskelse genkendt af vores madmor, idet hun havde hyre ombord på en anden slæbebåd i 2004, som vi for en kort stund sejlede med, så det er som at være hjemme igen og slutte ringen på denne herlige måde!

Vi kom om Mys Chelyuskin (Mys betyder på russisk kap) og fik dens kræfter at føle. En påmindelse om at mennesket altid i forhold til naturen er den lille. Og i Lena deltaget ved mødet hos yakut familien, som tog os til sig som deres egne, velvidende at vi blot var på gennemrejse! Dette kortvarige møde og samliv vi oplevede med vores adoptivfamilie, rører os dybt.

Når jeg tænker tilbage på årene siden vi forlod Danmark i 1999 og lader minderne gå tilbage, fyldes jeg med mange sanseindtryk af sejlads og landskaber fra de smukkeste steder i verden, men mest af alt, af de pragtfulde mennesker som vi har mødt. Og som med deres interesse, gæstfrihed og hjælp gjorde det hele værd, og til en oplevelse for livet.

Og hvem ved, måske er du en af dem?

Tilegnet
Katrine Bilgram, Rasmus Bilgram og Malik Lynge, som deltog i ekspeditionen 2006 og gjorde etapen til en oplevelse i sin helt egen klasse.

Fr. S. Lynge
Lena deltaet

---